Vores madkultur

Vi har en madpolitik i Bonsai, som blandt andet indebærer, at den mad vi serverer, er vegetarisk og økologisk (og biodynamisk, når det er muligt), og vores køkkendame tilbereder alle måltiderne fra bunden. Vi har indført en sukkerpolitik, som betyder, at børnene  i det daglige ikke får serveret mad eller drikkevarer, der indeholder sukker (udover det, der er naturligt forekommende i frugt, tørret frugt og lignende).

Man skal naturligvis ikke være vegetar for at gå her. Princippet er, at børnene får sund og varieret kost fremstillet af årstidens råvarer, og så kan forældrene selv supplere med kød og mælk i det omfang, de finder det godt for deres barn. Det giver forældrene ro, at de ved, at deres barn i dagtimerne helt sikkert har fået god og nærende kost. At være en vegetarisk institution giver os flere fordele ud over det sundhedsfremmende aspekt; alle spiser den samme mad! Vi vil gerne værne om måltidet som et socialt anliggende, hvor alle er lige, og vi oplever, at det øger appetitten og smagemodet hos et ellers kræsent barn, at alle kammeraterne omkring bordet spiser det samme – det kan måske endda anspore til at være modig og prøve at smage på noget helt nyt, hvis man kan se begejstringen i kammeraternes øjne.

Maden – og formidlingen af den til barnet – er et samarbejde mellem køkkenet og pædagogerne. Det er vigtigt at smage på nye retter, og her skal pædagogen være det gode forbillede, som inspirerer barnet til at betræde de ukendte stier i det kulinariske landskab. Vi betragter måltidet som et spændende pædagogisk læringsfelt for barnet – hele processen fra frø til tallerken rummer megen læring og brug af sanserne, og vi forsøger så vidt muligt at tilbyde børnene at være med i hele processen. Derfor har vi igennem årene anlagt en fin køkkenhave med et væld af spiselige råvarer som fx bønner, gulerødder, radiser, rødbeder, morgenfruer, bær og lignende. Børnehavebørnene deltager hvert forår i såningen og den efterfølgende pasning, pleje og vanding, og så sker den store forløsning, når vi i sensommeren kan høste frugterne af havearbejdet og fremstille et herligt måltid med de råvarer, som vi selv har frembragt i haven.

Vi sætter en ære i at bruge sæsonens råvarer; dét, som naturen kan tilbyde LIGE nu. Kroppen har naturligt brug for det, som årstiden byder på, og vi vil gerne formidle den kvalitet, der ligger i at leve og spise efter naturens rytme. I Bonsai lader vi børnene opleve årstiderne gennem deres sanser, og smagssansen er en dejlig måde at få kontakt til årstiden på.

Mange forældre har valgt Bonsai på grund af institutionens veldefinerede holdninger til blandt andet mad og sundhed og er glade for at vide, at deres børn får sund kost. Derfor har forældrebestyrelsen besluttet at videreføre madpolitikken til de fødselsdage, der holdes i vuggestue og børnehave. Det er en hyggelig tradition, at børnene fejrer fødselsdagen sammen med deres venner, men ofte er fødselsdage lig med store mængder sukker, farverige syntetiske glasurer og slik. Erfaringen viser, at såvel sukker som farve- og tilsætningsstoffer påvirker børnenes adfærd, og derfor ønsker vi, at fødselsdagene fejres med boller og frugt, eller kager, som er fremstillet uden sukker, men fx sødet med tørret frugt. Sukkerholdige spiser, slik, is og syntetiske glasurer er derfor ikke velkomne indslag i fødselsdagsfejringen i vuggestue og børnehave.

Børn med intolerancer og diagnosticerede allergier skal medbringe en lægeerklæring, for at køkkenet kan tage yderligere kosthensyn end de ovenfor nævnte. I Bonsai gør vi alt for at sikre, at så mange som muligt kan tåle den kost, vi fremstiller til børnene, så vi undgår så vidt muligt de mest allergene råvarer i madlavningen – blandt andet på grund af den sociale pointe der ligger i, at vi kan alle kan spise det samme.

Vores mad er kostberegnet, så vi overholder alle de officielle kostkrav og sikrer os, at vi får dækket alle de basale næringsbehov. Proteinet får vi fra bønner, linser, quinoa og tofu.

Vi drikker kun vand til maden.

Alle disse mange tanker omkring madkvalitet og den optimale næring for barnet set fra bl.a. et antroposofisk ernæringssyn har givet anledning til den pædagogiske kogebog, “Ren barnemad”, som indeholder vegetariske opskrifter og perspektiver på kost, sund ernæring og madkultur.
Bogen er skrevet af Line Bak Rothstein m. fl. og er udgivet på vores lille forlag, Blue Pearl Books i 2021. Du kan finde bogen her.

I Vegetarforeningens blad “Vegetaren” (forår 2015) er der en fin artikel om den vegetariske mad, vi serverer her i Bonsai. Den kan du læse her: Vegetaren forår 2015 – artikel om Børneøen Bonsai

Børneøen Bonsai
Jægersborg Allé 2 A
2920 Charlottenlund
Tlf. 39 30 19 20

Privatlivspolitik

Copyright © 2021 Børneøen Bonsai