Det pædagogiske grundlag

Børnesyn

Hvordan er Børneøen Bonsais børnesyn?

I de første syv leveår dannes fundamentet for barnets senere udvikling, og de første syv år er således af enorm betydning. I Børneøen Bonsai ser vi på det enkelte barn med et åbent blik, og hvert barn skal behandles som et unikt individ, der kommer med hver sine gaver og ressourcer. Hvert barn udvikles og modnes i sit eget tempo, når barnets individuelle indre får lov at folde sig ud gennem legende og fantasifuld udforskning af verden. Det lille barn lærer ved at udforske sine omgivelser gennem sanserne i trygge, genkendelige omgivelser og ved at iagttage efterlignelsesværdige voksne. Barnet er naturligt tilstede i nuet og kan bevare sin umiddelbarhed, naturlige undren og sunde nysgerrighed, når der skabes rum i hverdagen for, at barnet kan få stunder, hvor der er tid til undring og at lande i sig selv.

I Børneøen Bonsai ser vi barnet som et spirituelt væsen. En god måde at illustrere det på er at henvise til vores fødselsdagseventyr.

Tilknytning, nærvær, anerkendelse og imødekommenhed som udfoldede værdier

Børnesynet, der praktiseres i Børneøen Bonsai, er grundlæggende for alt, hvad vi gør i den daglige praksis.

I vores formulerede værdigrundlag er tilknytning, nærvær, anerkendelse og imødekommenhed meget vigtige værdier for, hvordan vores børnesyn udfoldes i dagligdagen i forhold til det enkelte barn. Det er relationen (tilknytningen) mellem barnet og dets forældre, pædagoger og lærere, som er den naturlige ramme for opdragelsen. Derfor er det altafgørende for al anden udvikling af barnet, at vi som voksne tager ansvaret for at sikre tilknytningen til det lille barn. Tilknytningen sker ved, at vi som voksne er gode forbilleder, der viser nærvær, anerkendelse og imødekommenhed.

Fødselsdagseventyret

Vi fortæller et særligt fødselsdagseventyr for hvert barn hvert år. Barnets foraldre og resten af børnegruppen er inviteret med til den stemningsfulde seance, hvor barnet får fortalt sit personlige eventyr af pædagogen på stuen. Eventyret krydres med små anekdoter om barnets venskaber og ressourcer i børnehaven, og forældrene har forinden givet nogle små eksempler fra hvert år i barnets liv, som bliver flettet ind i fortællingen. Vi gør det til en meget
højtidelig stund, fordi barnets fødselsdag er dets helt egen dag, hvor det bliver mindet om det magiske i at være født
og landet her på jorden.

Rosas fødselsdagseventyr.
For 6 år siden og lidt mere var Rosa slet ikke hernede pa jorden. Na-nej, hun var oppe i himlen hos sin skytsengel, og deroppe havde hun det rigtig dejligt. Hun hoppede, hun dansede, og hun trillede. Hun hoppede først på det ene ben og så på det andet ben – uden at falde én eneste gang.

En dag kom hendes skytsengel, og med sig have skytsenglen en kugle. Kuglen var helt rund og lavet af ægte guld. Den gav skytsenglen til Rosa at lege med. Rosa kastede den højt op i luften og greb den. Hun kastede den fra den ene hånd til den anden. Og fra den anden hånd til den ene hånd – uden at tabe den én eneste gang.

Så en dag da Rosa var i et “krummelure-løjerligt” humør, tog hun kuglen op og vagtede den på sin ene skulder, og
med den anden hand sigtede hun langt ud i verden. Hun kastede kuglen, så langt hun kunne. Kuglen fløj sà langt,
at den blev ganske væk. Hun ledte hist, og hun ledte pist, men ingen steder var kuglen at finde. Da var det, at hun så
noget, der glimtede imellem skyerne. Derhen gik hun – og ganske rigtigt – dér la kuglen gemt. Da hun bukkede sig ned for at tage kuglen op, faldt hendes blik ned på jorden, og dernede sa hun noget, der var så dejligt. Hun så en mor, der så forfærdeligt gerne ville have sig en lille pige, og en far, der gjorde en lille vugge klar.

“Åh”, sagde Rosa til sin skytsengel, “må jeg ikke gerne komme derned? Det er det, jeg allerhelst vil i hele verden.”
“Jo”, svarede skytsenglen, “det må du gerne. Men først må vi begive os ud på en lang, lang vandring. Forbi solen og
månen og alle stjernerne, der blinker oppe på himlen. Igennem himmelportene, lige indtil vi når til regnbueporten.
Her må du lægge dine himmelsklæder, og jeg vil passe godt på dem, indtil du kommer tilbage.”
I det samme faldt det lille barn i en dyb, dyb søvn. Moderen kom og bar det lille barn under sit hjerte. Faderen kom og tog sin familie i sin favn.

Lige pludselig en dag lå i den lille vugge en lille pige med øjne, der glimtede som stjerner. Med en lille næse, man
kunne dutte, og en lille hage, man kunne dikke. Og små fine fingre, der kunne vinke, og fine små tær, som kunne
vrikke.

Sådan kom barnet til verden, og det bedste navn som mor og far kunne finde, var Rosa.

Barnet fødes med tilknytningsinstinkter som udfoldes i trinvise faser gennem barnets tidlige år. Udviklingspsykologen Gordon Neufield taler om seks faser: Fra fødslen udvikles tilknytning via sanserne, alderen 1 år+ via efterligning, 2 år+ via tilhør og loyalitet, 3 år+ via at være betydningsfuld, 4 år+ gennem kærlighed, 5 år+ gennem at føle sig set og kendt.

Selvom børn altså fødes med tilknytningsinstinkter, skal vi voksne tage ansvaret for at aktivere denne evne. Det kan vi gøre ved at “hente dem ind”; vi skal invitere vores børn ind i relationen ved at vække deres tilknytningsinstinkter – sørge for at få deres opmærksomhed og hente
dem ind til os. Det gør vi via anerkendelse – de skal føle, at vi ser dem og hører dem. Når de bliver modtagelige for vores opmærksomhed, kan vi engagere dem yderligere med venlig imødekommenhed, hvormed vi kommunikerer et ønske om nærhed med barnet. Når vi viser varme, glæde og interesse, retter barnet spontant sin opmærksomhed mod os og gør det muligt for os at give omsorg. Hermed viser vi en vedvarende tilstedeværelse og nærvær som svar på barnets sult efter kontakt og nærhed.

Vi har arbejdet meget med nærvær og har haft dette som pædagogisk fokuspunkt i en periode, hvor vi fokuserede særligt på nærværet mellem barnet og den voksne. Det er vigtigt for os, at der er magiske stunder med nærværende kontakt hver dag, hvor barnet vil kunne føle, at den voksne nærer en omsorgsfuld og oprigtig interesse.

Fordi tilknytningen mellem barnet og dets forældre og pædagoger er det afgørende for opdragelsen, er der ingenting, der helt fungerer, hvis der er problemer i relationen/tilknytningen, fx hvis barnet har modstand mod nærhed eller har taget styringen over den voksne. Førskoleperioden er helt afgørende for udviklingen af barnets evne til at indgå i relationer med andre mennesker, og vi skal derfor være meget opmærksomme på virkelig at nære tilknytningen til børnene, mens vi har dem hos os i vuggestue og børnehave.

Vi nærer tilknytningen bedst ved, at vi voksne er tydelige og tilgængelige som omsorgspersoner – men også som dem, der sætter rammen og tager ansvaret. Det skal barnet ikke selv gøre. For at barnet skal kunne tage vores anvisninger alvorligt, skal vi dog aktivere tilknytningen først, samtidig med at den voksnes “alfaposition” skal være intakt. Det skal være tydeligt for barnet, hvordan hierarkiet er. Ellers bliver barnet orienteret for meget imod sine jævnaldrende, og så bliver det svært for den voksne at bevare ansvars- og omsorgsfunktionen og i sidste instans også tilknytningen.

Budskabet er, at for at kunne guide et barn i opdragelsen, må forbindelsen, altså tilknytningen, være god. Hvis barnet har tillid til den voksne, vil vi opleve mindre modstand fra barnet. For barnets tilknytning – og dermed øvrige udvikling – er vi voksnes nærvær, anerkendelse og imødekommenhed afgørende forudsætninger.

Det pædagogiske læringsmiljø

Hvad er det pædagogiske læringsmiljø?

Det pædagogiske læringsmiljø omfatter i princippet alt, hvad vi gør i Børneøen Bonsai. Her beskriver vi de overordnede rammer for, hvordan dagligdagen former sig. Vi beskriver, hvordan vi arbejder med den daglige rytme for at skabe et godt pædagogisk læringsmiljø hele dagen. Vi beskriver desuden, hvordan vi er meget bevidste om at integrere det psykiske, fysiske og æstetiske miljø i det pædagogiske læringsmiljø – samt kosten og måltidet.

Hvordan arbejder vi med den daglige rytme for at skabe et godt pædagogisk læringsmiljø?

I Børneøen Bonsai skabes rammerne for det pædagogiske læringsmiljø ved, at de voksne samarbejder om at skabe en balanceret, harmonisk og tryg rytme, hvor der er fælles aktiviteter og fri leg.

Inden for Steinerpædagogikken er dagens struktur opdelt efter principper for henholdsvis indånding og udånding. Således er dagens rytme i Børneøen Bonsai fastlagt i forhold til barnets behov for vekselvirkning mellem indåndings- og udåndingsaktiviteter. Indåndingen dækker samling af børnene til strukturerede aktiviteter, som fx sangleg og eventyr, der stimulerer barnet, mens udåndingen er det modsatte; her har børnene mulighed for at slippe formen lidt, lege frit og bearbejde oplevelser og følelser. Udåndingen findes i den frie leg og i de kreative aktiviteter (fx fællesaktiviteter som akvarelmaling og tegning). Det er den voksnes ansvar at være opmærksom på, om balancen mellem indåndings- og udåndingsaktiviteter er optimal.

I vores daglige rytme sker de samme ting i den samme rækkefølge. I børnehaven har vi dog samtidig en genkendelig ugerytme, hvor vi på faste dage har faste aktiviteter i hver gruppe – fx akvarelmaling om mandagen, turdag om tirsdagen, bagning om onsdagen, havedag med bål om torsdagen og årstidsaktiviteter om fredagen.

Se vores faste dagsskemaer for børnehave og vuggestuer her
De enkelte ind- og udåndingsaktiviteter i den daglige rytme uddybes i Den frie leg, Dannelse og Børnefællesskaber.

Det giver børnene en indre tryghed at mærke en tydelig daglig rytme, og denne indre tryghed er en afgørende forudsætning for, at barnet kan være tilstede i nuet og suge verden til sig gennem den efterlignende leg frem til 7-års alderen. Når barnet kan læne sig ind i en genkendelig rytme og føler sig trygt, tør det udvikle sin nysgerrighed og modet til at bevæge sig ud i verden.

Når man skal beskrive, hvordan dagligdagen i Børneøen Bonsai former sig, er det desuden vigtigt at fortælle, at vi også har en årsrytme med 11 årstidsfester (der følger naturens gang), fordi det er den forestående årstidsfest, der afgør, hvilke stemninger, kreative aktiviteter, eventyr og sanglege, dagen fyldes med.

Hvordan integrerer vi det psykiske miljø i det pædagogiske læringsmiljø?

Vi er meget fokuserede på, at det skal være rart for børnene at være i Børneøen Bonsai. I vores pædagogik ligger nærvær, rytme, tryghed og genkendelighed som vigtige værdier.

I vores dagligdag opstår samtidig mange forskellige fællesskaber, og vi har mange forskellige aktiviteter og rutiner i vores daglige rytme. Derfor har vi hele dagen fokus på, hvordan vi kan skabe et godt psykisk miljø ved at sikre den rette balance mellem små og store fællesskaber og gennem flydende overgange mellem vores aktiviteter – samt i vores håndtering af rutiner – herunder hygiejnerutiner. Desuden er vi meget bevidste om at have en respektfuld omgangstone, og vi har også klare retningslinier for brug af digitale medier.

Se desuden afsnit om sangleg og om eventyr – om hvordan vi konkret skaber overgange.

I Børneøen Bonsai starter og slutter vi dagen med sangleg i ‘ det store’ fællesskab i gruppen – en fællesskabsdannende aktivitet. Men gennem hele dagen opstår der mange forskellige, mindre fællesskaber omkring lege og aktiviteter. Dagen igennem har vi fokus på at skabe den rette balance mellem store og små fællesskaber, læringsrum og fallesskabsdannende aktiviteter. Den individuelle kontakt I:I med tilknytning og nærvær er altafgørende for barnet;, det er vigtigt, at det individuelle barn bliver set af de voksne. For børnene er det også vigtigt at vi skaber små miljøer, så børnene ikke skal overskue så meget på én gang. Den voksne får desuden øje på andre ting i små grupper, som kan vare svarere at få øje pa i en stor gruppe. Andre ting får den voksne kun øje på, når vi alle er sammen i fælles aktiviteter. Vi arrangerer det ofte således, at de voksne etablerer små pædagogiske læringsrum eller miljøer igennem dagen: eksempelvis således, at vi inddeler gruppen i to mindre grupper, så den ene gruppe fx tager på tur i skoven, mens de mindre born bliver hjemme i haven og leger, eller bliver inde på stuen, hvor der så er mere ro til at udforske omgivelserne, afprøve legetøjet eller blot side og iagttage verden i børnehøjde uden at blive tromlet af de store børn. På denne måde kan vi i højere grad nå rundt om hvert enkelt barn og sire nar kontakt mellem den voksne og barnet. Det underbygger vores mulighed for at sikre den rette tilknytning og et godt psykisk miljø. Det er således en balance, der skal skabes hver dag mellem individuel kontakt (I:I), små og store fællesskaber, hele flokken. Det skal hver dag sires, at alle børn er del af et fællesskab.

Hele dagen har vi mange aktiviteter og dermed overgange mellem aktiviteter. Når vi er sammen med børn, skal vi skabe mulighed for samarbejde og følgeskab fra barn til voksen. Som når fx barnet lige er i gang med en rigtig god leg, som bliver afbrudt, fordi vi nu skal holde morgensamling. En aktivitet må ikke starte prompte; der skal ske en flydende overgang, så børnene med deres vasen kan lade sig føre hen fra den ene overgang til den næste uden at få vækket deres bevidsthed for meget. Vi har dagen igennem fokus på at skabe flydende overgange, så børnene ikke liver unødigt urolige af at skulle afslutte én aktivitet og starte på en anden. Som pædagoger må vi skabe små kunstpauser – magi – hvor nuet og overgangen gøres levende; fx ved at benytte os af redskaber som sang, små fortællinger, et tydeligt og begejstret kropssprog.

Rutiner som måltider og hygiejne er en integreret del af vores dagligdag, som vi har stort fokus på, samt hvordan de kan bidrage til et godt psykisk miljø og til momenter af nærvær, lating og selvhjulpenhed. Garderobe- samt afleverings- og afhentningssituationer er andre eksempler på rutiner og overgange, som vi har stor opmærksomhed omkring. Vi værner meget om at bevare roen på stuen, og dette kan vare en udfordring, når vuggestueborn afleveres og hentes, fordi disse situationer typisk indebærer, at der er mange voksne pa stuen ad gangen. Vi vil gerne begrænse denne trafik på stuen, og derfor har vi “opdraget” forældrene til at aflevere og afhente barnet hurtigt og uden at tilbringe for megen tid på stuen, så det ikke forstyrrer de andre børn. På nogle stuer har vi stor succes med, at barnet (hvis det er tilstrækkeligt selvkørende) kysser sin forælder farvel i salen/garderoben og selv går ind på stuen. Det giver en følelse af selvværd hos barnet og forhindrer, at vi skal tage barnet ud af forældrenes favn, hvilket ofte kan vare en grådfuld affære. Efter at vi har indført dette tiltag, oplever vi at mængden af svære afleveringer er minimeret. Dette har stor indvirkning på det psykiske miljø, som børnene ankommer i om morgenen.

Allerede i vuggestuen indover vi gode hygiejnerutiner med børnene. Vi gør meget ud. af at lære børnene allerede i vuggestuealderen at vaske hænderne grundigt med varmt vand og sæbe, og det er også en vigtig del af det at hjælpe børnene med at blive selvhjulpne. For at gore det til en hyggelig stund synger vi en “vaske hander-sang”, og så snart de voksne begynder at synge den, ved børnene, hvad der skal ske og hjælper villigt til. Som med alt andet i vores daglige rutine tilstræber vi, at også handvasken skal vare en pædagogisk situation, som indeholder mulighed for narver og læring og ikke bare bliver noget, der skal overstås. De, der selv kan, far lov til det så vidt muligt, og ellers hjælper vi barnet med håndvasken på en nænsom måde.

I børnehaven opholder vi os ofte hele dagen i skoven, hvor vi ikke umiddelbart har adgang til toiletter. Derfor medbringer vi vores egne mobile toiletter. vi anvender sorte spande, som stilles med den brede side nedad, så man kan sidde på den. Den beklædes indvendigt med en bionedbrydelig pose, som skiftes efter hvert toiletbesøg. Poserne samles og puttes i en særlig affaldsspand ved dagens afslutning. Barnet kan sidde pa spanden, omtrent som man sidder på et toilet og risikerer derfor ikke, at der kommer noget på toilet, som der ellers let gør, hvis man bare sidder pa hug. Vi forsøger så vidt muligt at skærme toiletområdet, så der er mulighed for privatliv ved bornenes toiletbesøg, og vi gør også meget ud af, at en voksen hjælper børnene med at blive trygge ved forholdene. Mobiltoiletter er en nem losning for os, når vi skal fragte os selv rundt mellem forskellige opholdssteder i skoven. Når vi er ude i skoven hele dagen, er der selvfølgelig også brug for at kunne foretage grundig handvask ved bases toilet. Vi medbringer termodunke med masser af varmt vand, som tappes fra en hane pà dunken, sa man far fornemmelsen af “rindende vand”. Ved siden af stiller vi en sæbepumpe o papirhåndklæder, således at børnene kan vaske hander på nogenlunde samme made som indendørs.

Forældrene er meget opmærksomme på at vaske hænder på deres barn, inden de afleverer barnet. Personalet er også meget opmærksomme på at holde en god handhygiejne samt foretage afspritning af pusleborde, vandhaner, håndtag mv. Vi vasker jævnligt alt legetøjet af.

En sundhedsplejerske fra Kobenhavns kommune fører tilsyn med vores hygiejneforhold, og vi lever op til alle standarderne, også for en skovbørnehave.

Vi har en meget respektfuld omgangstone – både mellem børn og voksne. Fordi vi arbejder så meget med, at vi voksne skal kunne vare efterlignelsesværdige forbilleder for børnene, er vi meget opmærksomme på vores adfærd og hvilke stemninger, vi bringer med os ind i rummet, da vi ved, at det påvirker børnenes adfærd. De voksne skal ikke gå rundt og snakke ” voksensnak” hen over hovedet på børnene. Vi taler respektfuldt og ordentligt til hinanden, sa vi også på den måde kan være gode forbilleder for børnene.

Vores verden lever i stigende grad digitaliseret – og det er der på sin vis mange fordele ved, hvert fald for os voksne, der for manges vedkommende er glade for computeren som effektivt arbejdsredskab. Men digitaliseringen har efterhånden bevæget sig helt ned i børnehøjde, idet der i skoler og helt ned til børnehave- og vuggestuealder de fleste steder for længst er indført digitale medier som fx iPads, computere og skærme til bade leg og indlæringsformal. Vi ønsker dog at vare et “ikke-digitalt helle” for børnene i Bonsai. Et sted, hvor vi har øjenkontakt og får ægte sanseoplevelser i 3D, og vi ønsker ikke, at det mellemmenneskelige samvær og nærvær skal udfordres af skærme. En af grundstenene i vores pædagogik er jo netop, at børn lærer ved at sanse verden, ved at røre, mærke, dufte osv., og at indlæring bedre finder sted, når vi samtidig bevæger kroppen eller bruger kroppen til at sanse med. Vi er af den opfattelse, at skarmene fjerner nærværet i forhold til den virkelige verden, og at de lægger et filter ind mellem os og verden, som gør os mindre nærværende i forhold til alt det, der sker imellem os mennesker. Derfor fastholder vi, at Bonsai er “skærmfrit område” – også ved aflevering og hentning, hvor vi beder forældrene om at holde telefonen i lommen og have fokus på barnet.

Hvordan integrerer vi det fysiske og æstetiske miljø i det pædagogiske læringsmiljø?

Det ligger som en integreret del af vores pædagogik, at vi tænker de fysiske rammer, miljø og elementer samt æstetikken ind i vores pædagogik, og alt hvad vi gør. Vi betragter grundlæggende barnet som et sansende væsen, der i de første leveår primært erfarer verden igennem krop og sanser. Vi tror desuden på, at vores sindsstemning påvirkes af, hvordan vores omgivelser er.

Derfor er det vigtigt, at vi udsætter børnene for gode, sansestimulerende oplevelser både udenfor og indenfor på stuerne. Naturen og dens elementer er en grundlæggende ramme (fysisk, sanselig og æstetisk), som vi arbejder med at integrere i alle vores aktiviteter. Vores børnehave er en skovbørnehave – og i både vuggestuer og børnehave afgører årstidens fænomener og den forestående årstidsfest hvilke kreative aktiviteter, eventyr og sanglege, dagen fyldes med.

Udelivet:

I skovbørnehaven tilbringer vi fra det tidlige forår og indtil efterårsferien det meste af dagen udendørs. Vi gør alting i det fri; vi har sangleg og eventyr i skoven, vi spiser alle dagens tre måltider ude, vi maler, tegner og bager udenfor, og vi bruger naturen som ramme for alverdens fantasifulde lege. Fra efterårsferien og vinteren igennem kommer vi ind i huset midt på dagen ca. 3-4 dage ugentligt; undtagen på vores turdag og den ugentlige havedag, hvor vi nyder at kunne være i haven og lave bål. I vuggestuerne er vi så vidt muligt ude hver dag – enten i haven/gården eller på tur med klapvognene. De børn, som endnu ikke er fyldt 2 år, sover hver dag middagslur ude i deres barnevogn, og børn over 2 år sover inde på stuen.

I Charlottenlund bor vi lige op ad skoven, og naturen har sin egen vidunderlige indretning, som vi må tilpasse os efter. Skovbørnehavens grupper har et fast tilholdssted i skoven hver dag, og vi gør os også overvejelser om legerummets indretning i den fri natur — se her en artikel skrevet af en pædagog fra Børneøen Bonsai om legerummets indretning. Vores have har vi indrettet således, at der kan foregå hyggelige aktiviteter; fx med en urtehave, en bålplads, en overdækket spiseplads osv. Vores fysiske udendørsomgivelser tilvejebringer optimale muligheder for, at børnene kan være ude hver dag, men omfanget afhænger naturligvis af vejrets karakter

Inde på stuerne:

I Børneøen Bonsai er naturen også en fysisk, sanselig og æstetisk ramme indenfor på stuerne. I Charlottenlund er vuggestuen syd-vest vendt, og derfor får vi et meget fint lys ind på stuerne, og der er et stort vinduesparti i hele rummets længde, hvorfra vi har direkte udsyn til skoven og vores dejlige have. På alle stuerne pynter vi desuden op og skaber stemninger med naturens materialer i forhold til den forestående årstidsfest.

Vi tænker generelt meget over, hvordan omgivelserne ser ud for børnene, hvordan lydene og lyset omkring os er, hvordan det føles at røre ved overflader og legetøj, og hvilke dufte vi omgiver os med — og hvordan det påvirker børnene, at vi indretter os på en bestemt måde. Vi har derfor også gjort meget ud af æstetikken indenfor på stuerne. Stuerne er indrettet med lyse og lette farver for at skabe så god og hjemlig en stemning som muligt. Alle overflader er naturlige, dvs. bestående af træ, vinduer eller lignende, og derfor er der et blødt, omfavnende lys i alle rum. Vi mener, at lys og farver påvirker stemningen i et rum, og den lyserøde farve, som er på mange af vores vægge, er et meget bevidst farvevalg; vi mener, at denne rolige farve skaber ro og tryghed for barnet. Vi prøver at skabe en rolig stemning via dette farvevalg; en blød landing livet. Børnene skal føle sig omhyllet af rummet. Flere steder i huset i Charlottenlund har vi fået lavet vægmalerier i bløde nuancer, som illustrerer elementer fra natur- eller eventyrverdenen. På alle stuerne har vi desuden indrettet os med masser af tæpper, puder og bløde materialer. Da vi har indrettet os hyggeligt og hjemligt med gardiner, trægulve, små gulvtæpper og naturmaterialer, så er der også en god akustik på vores stuer.

Andre forhold i det fysiske og æstetiske miljø på stuerne, vi er meget bevidste om, er: Ergonomi, orden og ventilation.

Vi bruger desuden mange pædagogiske redskaber til at holde lydniveauet på et minimum, og vi gør en dyd ud af at skabe ro i børnegruppen, så alle kan holde ud at vare indendørs uden at blive belastet af lydniveauet. Børnene lærer hurtigt, at der er forskel pa, hvor højlydt man kan vare henholdsvis inde på stuen og ude i skoven.

Ergonomisk har vi tænkt nøje over, hvad der er indrettet i børnehøjde, og hvor det i højere grad er nødvendigt at tage hensyn til de voksnes fysiske arbejdsmiljø, sa vi ikke belaster kroppen unødigt. De ting, som børnene har interesse i at lege med, star så vidt muligt i børnehøjde, så de selv kan nå, gå til og fra.

Hvert barn har sin egen garderobeplads og sin gen kurv, og alt på stuen har sin faste plads det gør det nemt for både born og voksne at overskue. Rod stresser; derfor sorger vi for at holde orden og passe godt på vores ting.

Vi gør meget ud af at lufte grundigt ud pa stuerne flere gange dagligt. Et vindue star på klem, mens børnene sover, og vores ventilationsanlæg er tændt, så luften i rummet bliver udskiftet jævnligt.

Miljøvenlige og naturlige materialer — udenfor og indenfor:

I Børneøen Bonsai er der ingen skadelige stoffer i legetøj, maling, rengøringsmidler, bleer osv. Alt legetøj er fremstillet af naturmaterialer som fx træ, uld, silke osv., og vi sikrer, at materialerne, der anvendes til fremstilling af legetøjet, ikke indeholder giftstoffer. Det samme gør sig gældende, hvis vi maler.

Kosten og måltidets integration i det pædagogiske læringsmiljø

Vi har en madpolitik i Bonsai, som blandt andet indebærer, at den mad vi serverer, er vegetarisk og økologisk (og biodynamisk, når det er muligt), og at vores køkkendame tilbereder alle måltiderne fra bunden. Vi har indført en sukkerpolitik, som betyder, at børnene i det daglige ikke får serveret mad eller drikkevarer, der indeholder sukker (udover det, der er naturligt forekommende i frugt, tørret frugt og lignende). Dog kan det forekomme, at vi serverer hjemmelavede småkager eller saft til vores årstidsfester, som kan indeholde sukker. I så fald vil det enten være i form af honning eller ikkeraffineret rørsukker. Dette er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvor meget sukker der må blive serveret i daginstitutioner. Ved uddeling til fødselsdage i børnehave og vuggestue beder vi forældrene medbringe ting, som ikke indeholder raffineret sukker – frugt, gode boller osv.

At være en vegetarisk institution giver os flere fordele ud over det sundhedsfremmende aspekt; alle spiser den samme mad! Vi vil gerne værne om måltidet som et socialt anliggende, hvor alle er lige, og vi oplever, at det øger appetitten og smagemodet hos et ellers kræsent barn, at alle kammeraterne omkring bordet spiser det samme – det kan måske endda anspore til at være modig og prøve at smage på noget helt nyt, hvis man kan se begejstringen i kammeraternes øjne.

Maden – og formidlingen af den til barnet – er et samarbejde mellem køkkenet og
pædagogerne. Det er vigtigt at smage på nye retter, og også her skal pædagogen være det gode forbillede, som inspirerer barnet til at betræde de ukendte stier i det kulinariske landskab. Vi har bragt Steiners cirkulære tankegang ind i vores madrytme, hvilket betyder, at vi får den samme ret hver mandag (grød), tirsdag (rugbrødsmadder), onsdag (daal), torsdag (grøntsagsgryde), fredag (suppe). Denne rytme bevirker, at barnet kender til selve hoveddelen af måltidet og derfor kan have større mod på at smage de forskellige toppings, som vi tilbyder, eller forskellige grøntsager som indgår i retten og som selvfølgelig varierer efter årstiden. Se vores madplan

Vi betragter måltidet som et spændende pædagogisk læringsfelt for barnet – hele processen fra frø til tallerken rummer megen læring og brug af sanserne, og vi forsøger så vidt muligt at tilbyde børnene at være med i hele processen. Derfor har vi igennem årene anlagt en lille køkkenhave med et udvalg af spiselige råvarer som fx bønner, gulerødder, radiser, rødbeder, morgenfruer, bær og lignende. Børnehavebørnene deltager hvert forår i såningen og den efterfølgende pasning, pleje og vanding, og så sker den store forløsning, når vi i sensommeren kan høste frugterne af havearbejdet og fremstille et herligt måltid med de råvarer, som vi selv har frembragt i haven.
Når vi høster, får børnene fx lov til at sidde og skrælle og skære grøntsagerne, og dette kan også bruges som en ugentlig aktivitet i løbet af hele året, hvor børnene i børnehaven fx skræller grøntsager til fredagens suppe. Derved får de kendskab til, hvad der er i sæson lige nu, og får forskellige grøntsager at mærke med deres hænder. I arbejdet med at så, spire, høste, plukke, skrælle og skære får børnene virkelig brugt deres finmotorik samtidig med at lugte- og følesansen bliver stimuleret.

Vi sætter en ære i at bruge sæsonens råvarer; dét, som naturen kan tilbyde LIGE nu. Kroppen har naturligt brug for det, som årstiden byder på, og vi vil gerne formidle den kvalitet, der ligger i at leve og spise efter naturens rytme. I Bonsai lader vi børnene opleve årstiderne gennem
deres sanser, og smagssansen er en dejlig måde at få kontakt til årstiden på. Vi har desuden skoven og den “vilde natur” lige foran os, og derfor inddrager vi også den i madlavningen. Når brændenælden spirer, plukker børnene brændenælderne med en pædagog, vasker og skyller dem, og så får vi brændenældesuppe. Når ramsløgene titter frem i slotshaven, så plukker vi igen, og vi kan lave ramsløgspesto til vores rugbrødsmadder om tirsdagen.

I Bonsai gør vi alt for at sikre, at så mange som muligt kan tåle den kost, vi fremstiller til børnene, så vi undgår så vidt muligt de mest allergene råvarer i madlavningen – blandt andet på grund af den sociale pointe der ligger i, at vi kan alle kan spise det samme. Dog kan der i nogle tilfælde være behov for at tage yderligere kosthensyn end de ovenfor nævnte, fx hvis barnet lider af intolerancer og diagnosticerede allergier, og så finder vi ud af det.

Vores mad er kostberegnet, så vi overholder alle de officielle kostkrav og sikrer os, at vi får dækket alle de basale næringsbehov. Det kommer næsten helt af sig selv vha. Steiners tilgang til kosten, for den gør, at vi har fokus på at komme alle typer af grøntsager igennem i løbet af ugen, både rodfrugter, grønne blade (spinat, salat, krydderurter) og frugter. Køkkenet sørger også for gode fedtstoffer som bla. ghee, tahin, mandelsmør og almindeligt smør. Herudover får vi dagligt biodynamisk surdejsrugbrød og hjemmelavet surdejsbrød. For at dække proteinbehovet får vi fx yoghurt som toppings, gedeost, ris, linser, bønner og hirse (alle fire sidstnævnte ting er altid udblødt i mindst 12 timer for at udvinde giftstoffet lektin og hjælpe til en bedre fordøjelse hos børnene).

Skovbørnehaven spiser dagens frokost udenfor de fleste dage. Vi har fundet gode steder, hvor vi kan bruge træstammer eller sten som borde og bænke. Ved måltidet lægges en dug på bordet – eller oven på presenningen på jorden, hvis vi ikke har et bord til rådighed i skoven – og vi plukker måske en buket blomster, som vi kan dekorere bordet med. På den måde sørger vi for at værne om æstetikken, selvom vi spiser ude i den rå natur.

Børnene bliver inddraget i at dække et smukt bord, så de både lærer og mærker, hvad æstetikken betyder for en god oplevelse. Vi starter altid frokostmåltidet med en sang, hvor vi holder hinanden i hænderne og takker for maden på bordet. Herefter tænder vi et lille lys på bordet og børnene venter på, at der bliver sagt ”værsgo”. Ofte foregår måltidet således, at vi spiser i stilhed de første 5 minutter, så alle får ro til at komme godt i gang. For nogle af de børn, som er meget opmærksomme på deres omgivelser, kan det være svært at koncentrere sig om maden, hvis der foregår for meget ved bordet. Derfor sikrer vi lidt ro fra starten. Når alle er godt i gang med at spise, kan vi stille åbne snakken lidt – måske fortæller den voksen en lille hyggelig historie, og børnene får lyst til at byde ind med egne oplevelser på skift. Eller vi taler om maden og forsøger at skabe en bevidsthed hos børnene om årstidens afgrøder; vi laver ofte også en gætteleg, hvor børnene skal gætte på, hvilke grøntsager der er i dagens ret. Det kommer der mange hyggelige samtaler ud af, og det er med til at vække børnenes sanser.

Madspild står selvfølgelig højt på vores prioriteringliste i Bonsai. Vi gør alt, hvad vi kan for ikke at smide mad ud. Det handler selvfølgelig først og fremmest om, at børnene skal kunne lide maden og spise en hel masse. Men samtidig handler det også om, at personalet har en god kommunikation om, hvor mange børn der skal have mad den enkelte dag, så der ikke kommer mere mad ud på stuerne end højst nødvendigt. Og så handler det om at være god til at bruge rester. Ofte kan maden fryses ned, og så kan vi bruge den igen en anden gang. Men resterne kan også bruges på anden vis, og børnene kan inddrages i det – fx kan grød- og risrester blive brugt ude på stuerne til at lave klatkager på bålet, brødrester kan blive til croutoner til suppen, frugtrester kan blive lavet til mos osv.

Den frie leg

Hvad er den frie leg?

I Børneøen Bonsai lægger vi vægt på, at vi skal tilbyde børnene et åndehul til at leve og lege frit. Børnene skal have rum og tid til at lege frit, så de kan udvikle deres selvsikkerhed og fantasi gennem indbyrdes og individuel leg.

Den frie leg er et udtryk for den ustrukturerede leg, hvor børnene selv definerer roller
og handling uden voksen indblanding. Legen er barndommens sprog. Leg er en del af et “børnekulturelt univers”, hvor børnene skaber deres helt egen fantasifulde “børnekultur”, og derfor kan nogle lege virke helt uforståelige for os voksne.

Gennem legen kan børnene udforske omgivelserne med sanserne og udtrykke sig med kroppen på trods af måske manglende ord og intellektuel forståelse. I den frie leg påvirkes barnet primært af inspiration fra omgivelserne og personlige relationer, som spejler sig i barnets leg og adfærd via efterligning. Den fantasifulde leg skabes ud fra det, der er for hånden — hvad barnet sanser i omgivelserne — i kombination med oplevelser, barnet har haft. I legen udlever barnet det, som det møder omkring sig ved at efterligne og prøve. Barnet øver sig i legen hele tiden og bearbejder dermed sine oplevelser og gør sig erfaringer om, hvordan verden hænger sammen. Barnet får igennem den frie leg mulighed for at lege sig ind i livet.

Igennem den frie leg sker en udvikling af barnet, der finder sted på flere forskellige planer: Kropsligt (motorisk) og sanseligt, følelsesmæssigt og socialt. I legen får barnet mulighed for at bruge sin krop og sanser frit, og der foregår en motorisk udvikling, så barnet kan indtage sin egen krop; følelsesmæssigt bruger barnet legen til at bearbejde oplevelser og erfaringer — og skabe sit eget selv; socialt får barnet mulighed for at gå på opdagelse i det sociale felt på egen hånd, og barnets sociale kompetencer udvikles.

Hvordan understøtter vi, at den frie leg udvikler barnet kropsligt (motorisk) og sanseligt

Barnet leger, udvikler sig og lærer ved at bruge sin krop og sine sanser. Den grundlæggende kropslige læring er helt fundamental for al anden og senere læring hos barnet; barnet skal indtage og lande i dets egen krop og dermed udvikle selvsikkerhed. Barnet skal derfor tilbydes legemuligheder i et nuanceret og sansestimulerende miljø, hvor det kan mærke verden og bevæge sig frit. Legen er afgørende for barnets motoriske udvikling, når barnet her frit kan boltre sig og eksperimentere med sin krop ud i alle kroge.

Børneøen Bonsais børnehave har vi en hel skov, som vi bruger som legeplads hver dag. Skoven giver børnene alle muligheder for at boltre sig frit og er samtidig et organisk miljø, der stimulerer alle sanser. Når vi er i skoven, er vi på ujævn grund, vi klatrer i træer og op på væltede træer, vi snurrer rundt og triller ned ad bakker, vi løfter på træstubbe, flytter store grene, bygger og kravler ind i huler.

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Finmotorikken styrkes ved, at vi i naturen hele tiden bruger vores hænder til at undersøge ting, røre ved larver og insekter, blade og overflader på træ, plukke bær, bygge med jord osv. At opholde sig i naturen er således en gave i forhold til at stimulere både grov- og finmotorik, koordination og balance, og da naturen konstant er i bevægelse, bliver barnet motiveret til at udforske sine færdigheder i naturen hver dag.

Vuggestuebørnene skal også så vidt muligt ud hver dag og have frisk luft og lege/bygge med sand, kigge på fugle og undersøge insekter, dufte og plukke blomster mm. Men på meget kolde dage kan de have svært ved at bevæge sig i alle de mange lag tøj, de har på. Derfor tager vi ofte Pikler- redskaberne i brug i disse situationer, fordi de giver børnene mulighed for at kravle, klatre, vippe og udfordre sig selv motorisk. Pikler-redskaber er motorikmøbler, som er udviklet af Emmi Pikler og som er udformet specifikt til motorisk udfoldelse, men i princippet kan man bruge alt, som giver børnene mulighed for at bruge deres krop; hvor de kan klatre, krybe, tumle osv.

I vuggestuerne indenfor lægger vi desuden vægt på, at der er plads til at tumle for det lille barn; at der er en madras, som de kan slå kolbøtter på og små stole, som de kan balancere på og hoppe ned fra.

Vi styrker børnenes motorik og bevægelse indendørs ved at lege med alsidigt legetøj, klodser, biler, ridderborg, dukker, køkken og udklædningstøj. Vi lægger vægt på, at alle legeting er organiske, i ægte og naturlige materialer, der giver gode sanseoplevelser.

Hvordan udvikler vi barnet følelsesmæssigt gennem den frie leg

Leg handler ikke om at putte informationer ind i barnet men om at fremkalde barnets egenvilje, idéer, intentioner, forhåbninger, præferencer og ønsker. Den canadiske udviklingspsykolog Deborah MacNamara beskriver legens betydning således: ’Legen er fødested for det hele menneske — det er i legen, at selvet fødes psykologisk’. Susan Hart, der forsker i neuroaffektiv udviklingspsykologi, skriver, at ’det er igennem leg, at børn i første omgang bliver bevidste om, at der er forskel mellem indre og ydre virkelighed’. Det er i legen, at det, der er inde i barnet, resonerer med verden omkring det. Små børn er drevet af trangen til at forstå deres omgivelser, og hvem de selv er. Legen fremmer udviklingen af det levedygtige, separate selv, efterhånden som den afdækker barnets interesser, længsler og mål. Kort sagt udvikler legen barnets individualitet — sande jeg, selvsikkerhed, fantasi og kreativitet, evne til problemløsning og ansvarlighed.

Den frie leg er en udåndingsproces, og netop derfor bliver legesituationen – på samme måde som drømme — brugt til at bearbejde oplevelser og følelser. Derfor kan legen være præget af særlige temaer, som i en given periode præger barnets liv; fx far-mor-børn-tema, skilsmisse- tema, læge-tema, tandlæge-, køkken- eller flytte-temaer. Barnet kan i den frie leg udfolde sig i dets forståelse af verden, fortolke det, som det har set og oplevet, og gode som dårlige oplevelser kan blive bearbejdet og fordøjet. Hvis barnet i en periode er i følelsesmæssig ubalance, vil det ofte kunne ses af legen, som kan blive mere voldsom og udadreagerende – eller i andre tilfælde mere indadvendt. På samme måde vil barnets leg også illustrere, hvilke andre påvirkninger barnet får i børnehaven eller i sin fritid – eksempelvis inspiration fra eventyr, vores årstidsfester, tegnefilm, superheltefilm og lignende.

Legen udvikler barnets individualitet – både gennem indviduelle og indbyrdes lege. De små børn i vuggestuen leger ved siden af hinanden (parallellege). Børnehavebørnene leger i højere grad rollelege, hvor de arrangerer og evner at skabe et univers i fællesskab, hvor børnene har forskellige roller. Men det er også vigtigt for både vuggestue- og børnehavebørn at kunne lege alene og fordybe sig i sin egen leg. I naturen er der rigeligt plads til, at børnene kan lege på kryds og tværs i både små og store fællesskaber – fordybe sig i små grupper – eller alene. Fordybelse bevirker, at barnet kan fordøje processer på en anden måde. At lege eller fordybe sig alene giver selverfaring, udvikler kreativitet og konsoliderer barnets indre kerne. Det kræver en velbevaret fantasi, og den forsøger vi netop at værne om, så børnene ikke vænner sig til, at det er de voksnes fantasi, der bliver fundamentet for legen.

Den frie leg har gode betingelser i skoven, fordi den indeholder et rigt og varieret materiale, der kan bruges i legen og som stimulerer sanserne og fantasien fremfor at have en færdig form og funktion. Det efterlader plads til, at barnets egen fantasi kan fylde mening ind i det. Alt vores legetøj – også indendørs – er af naturmaterialer og formet så lidt som muligt, så børnenes leg kan formes af deres egen fantasi. Rollelegene bliver desuden mindre fastlåste i naturen, da der er plads til at finde på og skabe ud fra sit indre — alt bliver muligt, og alt er legalt. De stort set ubegrænsede mængder af naturmaterialer, som børnene i en skovbørnehave har til rådighed, medfører også, at børnene aldrig behøver at opleve en konkurrence om ressourcer. I vuggestuen har de mindste børn ofte deres ’yndlingslegetøj’, som de langsomt opdager fordelene ved at dele med de andre og være fælles om at skabe et univers, som legen kan udfolde sig i.

Hvordan udvikler vi børnenes sociale og kognitive kompetencer gennem den frie leg

Legen udvikler barnets sociale kompetencer. Barnet lærer at blive en del af en gruppe og at tage hensyn til de andre børn. I den frie leg har barnet de allerbedste muligheder for at udvikle grundlæggende egenskaber og kundskaber, som er nødvendige for at styrke barnets identitetsopfattelse og sociale formåen. Den frie leg er grundlaget for identitetsdannelsen og for det senere voksne menneskes evne til at samarbejde med andre, respektere sine medmennesker og være initiativrig. Gennem legen med de andre børn udvikler det enkelte barn derved efterhånden de sociale egenskaber, som er nødvendige i menneskelivet.

Selvom de små børn i vuggestuen leger ’alene’, er de stadig en del af fællesskabet, da de leger side om side og kan iagttage hinanden. Langsomt opdager de mindste børn, at man kan lege ’med’ hinanden, som man i højere grad gør i børnehaven, og at der herved kan komme ny værdi til legen.

Legen er med til at udvide barnets verdensbillede. Via legen lever barnet sig ind i andres forståelse af, hvordan en situation er eller kan være. De tillærer sig på den måde nogle vigtige kulturelle og sociale spilleregler. Børnenes leg er derfor også et vidnesbyrd om, hvordan de aflæser forskellige sociale situationer. Børnene ser og aflæser, hvordan pædagoger og deres forældre tackler forskellige situationer, og dem bringer de videre til den frie leg.

Igennem legen lærer børnene deres egne grænser og behov at kende, de afprøver forskellige roller og lærer af hinanden. Også børnenes kommunikative kompetencer bliver styrket gennem legen. Dette finder især sted i forhandlingsfasen, som er en stor del af rollelegene i børnehaven. Det vil sige der, hvor legens roller og regler bliver forhandlet. Når børn leger frit, er rollefordelingen i legen utrolig vigtig, for den afspejler hierarkiet i børnegruppen.

Den frie leg i børnehaven – den voksnes rolle

Under den frie leg i skoven har den voksne en fast base, så børnene altid ved, hvor de kan henvende sig. De ved, at den voksne bliver der, og det skaber tryghed. De har en sikkerhed for, at den voksne hele tiden er der.

På basen er der som regel en voksen, der sidder og er i gang med en kreativ eller håndværksmæssig aktivitet, som børnene kan være med til. Ofte er det en årstidsrelateret aktivitet, noget pynt der skal laves, eller måske er det bare hyggeligt at sidde og strikke eller reparere dukketøj eller knytte garn. De voksne arrangerer sig således, at én sidder ved basen, én har overblikket over børnene og deres legesteder, en hjælper med konfliktløsning og leg, en fjerde med det praktiske, toiletbesøg osv. Det er vigtigt, at børnene altid ved, hvor de kan finde en voksen.

De voksne har ansvaret for at skabe rammerne for, at børnene kan komme i gang med en fordybende leg. Vi voksne kan hjælpe med at samle pinde, sætte stof op til huler og i det hele taget sørge for, at børnene har, hvad de skal bruge. Nogle børn kan og vil selv, og så får de lov til det; andre skal have lidt hjælp til at sætte noget i gang, hvorefter den voksne kan trække sig således at legen bæres frem af børnenes egne fantasikræfter. Læs mere her i artikel af pædagog fra Bonsai om at skabe legerum.

Med god fantasi er der masser at lege med. Vi stiller desuden legeting og redskaber til kreative aktiviteter til rådighed. I det hele taget er der ikke meget, vi ikke kan gøre udenfor; det meste kan tåle at komme med ud. Når det ikke er vådt, tager vi også dukker og “indendørslegetøj” med udenfor.

Vi kan også vise børnene nogle sjove ting, som de kan gå på opdagelse i – hvor bor musen? Eller firbenet? Fantasien udvikles i naturen. Vi kan gå på tur i naturen og få oplevelser sammen. Vi kan plukke brændenælder, blomster og bær.

Det er den voksnes ansvar at være opmærksom på, om balancen mellem indåndings- og udåndingsaktiviteter er optimal. Hvis der efter en periode med fri leg pludselig begynder at opstå flere konflikter i børnegruppen, kan det være et tegn på, at der igen er behov for en indåndingsaktivitet, hvor børnene får genopladet batterierne og får stof til fantasiarbejdet. Her er rytmens berettigelse tydelig; perioden med fri leg må for at give optimalt udbytte finde sted i et begrænset tidsrum. Herefter vil det igen være tid til indånding. Hvis der er fri leg i et ubegrænset tidsrum, vil det komme til udtryk som frustrationer og konflikter i børnegruppen.

Den frie leg i vuggestuerne — den voksnes rolle

Når vi er indenfor med vuggestuebørnene, så er de voksnes rolle at være i legerummet og være efterlignelsesværdige ved fx at lægge tøj sammen, pudse vinduer, stryge tørklæder, pynte årstidsvinduer, klargøre maden, lave håndarbejde eller fremstille legetøj. Vi har erfaret, at når vi udfører meningsfuldt arbejde, afspejles det i børnenes leg. Hvis nogen børn har svært ved at finde ro til at lege, inkluderer vi dem i vores gøremål, og på den måde vækker vi deres interesse for ny leg.

Selvom de mindste børn i vuggestuen leger ’alene’, er de stadig en del af fællesskabet, da de leger side om side. Vuggestuen er indrettet, så vi kan flytte legen rundt fra rum til rum og fra krog til krog, og på den måde får børnene øje på nye kammerater, på kryds og tværs af alder og køn. Evnen og villigheden til at dele fx yndlingslegetøjet med andre skal trænes, og det hjælper vi børnene med.

Hvis et barn ikke umiddelbart viser interesse for de andre børn, hjælper vi dem ind i fællesskabet ved at skabe et lille trygt miljø for barnet med få andre børn, hvor de voksne skaber legemuligheder og støtter barnet i relationsopbygningen med de andre børn. Vi tager hensyn til, hvilke legerelationer, der kan være gavnlige for barnet og hjælper med at danne bro mellem børnene.

Når vi er ude med vuggestuebørnene, er legen ikke styret ret meget af de voksne. Vores rolle består i at iagttage, om alle børn trives i deres leg. Vi har hele tiden en bevidsthed om, at alt hvad vi foretager os, er af stor betydning og vigtigst af alt, at alle børn bliver set og hørt, så alle har en følelse af at være en del af fællesskabet.

Hvis børnene har svært ved selv at komme i gang med en leg, så kan vi voksne fx begynde at lave en “bagerbutik” og laver en masse sandkager – dermed vækkes interessen hos de fleste af børnene, og på denne måde kan vi sætte en leg i gang, hvor børnene efterhånden selv “tager over”, så vi kan trække os og give plads til børnenes egen fantasi, som skal bære legen videre.

Dannelse

Hvad er dannelse?

Dannelse er en livslang proces, der finder sted på flere forskellige planer; socialt, kulturelt og moralsk. Dannelse handler om at lære at forstå og vise respekt for sine omgivelser, sig selv og andre. Vi voksne har et stort ansvar for at støtte børnene i deres dannelsesproces, hvor børnene skal kultiveres. Men dannelsesprocessen er en fortløbende proces livet igennem, så vores rolle består i at så nogle frø, som vi så skal blive ved med at vande og give den rette næring. I den tid børnene er hos os, lærer de utroligt mange ting – der bliver lagt et fundament, en slags skattekiste, som de skal kunne drage nytte af resten af livet.

Man kan sige, at dannelse er menneskets evne til at række ud over sig selv. Man skal lære at kunne nå ud over sine egne behov; at tænke på andre, at se ting fra nye vinkler. I dannelsesbegrebet ligger der en forpligtelse til at udvikle sig og blive gode samfundsborgere, som ikke kun tænker på sig selv. Vi skal lære børn om samfundets normer, værdier og traditioner, og vi skal gøre dem fortrolige med menneskenes omgangsformer og regler for sameksistens i samfundet.

Forudsætningen for dannelse er tilknytning – børn vil ikke lære af nogen, de ikke føler sig knyttet til. Derfor skal vi sikre os, at vi har en god tilknytning til børnene, så de har lyst til at efterligne os og er modtagelige for at modtage læring fra os.

Hvordan foregår dannelsesprocessen i Børneøen Bonsai?

Social dannelse sker via vores måde at være sammen med hinanden på — alle deltager og har betydning for fællesskabet. Børnene skal lære at tage hensyn og vente på hinanden, og det gør de fx i garderoben og til de fælles måltider. I den daglige sangleg lærer barnet om centrum og periferi – dvs. at lære selv at være centrum for andres opmærksomhed og at kunne rumme, at andre også skal være det. Børnene oplever at være med til at skabe i fællesskab i den frie leg, hvor der skal tages hensyn til både fællesskabet og den enkelte. I de forhandlingsprocesser, der finder sted i legen, lærer børnene meget om dette; at give til fællesskabet og selv tage imod. I legen lærer de sig selv og de andre at kende, og de prøver kræfter med at samarbejde, sætte grænser og ytre sine behov.

Den kulturelle dannelse sker gennem den måde, som hverdagslivet formes på og gennem de ting, handlinger og holdninger, som barnet omgives af og udfører. Vi lægger vægt på, at æstetikken i børnenes omgivelser er gennemtænkt, så deres sanser stimuleres bedst muligt. Igennem det kulturelle indhold i sange, rim, remser, eventyrfortælling, årstidsfester og måltider lærer børnene om kultur og traditioner. Det er desuden kulturelle udtryksformer, ligesom det er kulturelle udtryksformer, når børnene maler, bager, tegner, snitter træfigurer osv.

Moralsk dannelse finder sted i vores omgang med hinanden i dagligdagen. Vi lærer børnene at behandle hinanden og vores omgivelser respektfuldt; at der findes værdier, det er værd at værne om. Børnene inspireres til at forstå verdens mangfoldighed og forskellige handlemuligheder

Dannelse i sangleg

Sanglegen rummer oplagte dannelsesmuligheder, fordi vi her øver sociale omgangsformer i det fællesskab, som sanglegen er, og desuden berører vi her andre sociale omgangsformer, værdimæssige normer, kulturel og historisk overlevering, omsorg for medmennesker og mange af de kulturelle traditioner, som er forbundet med de enkelte årstider. Se også om sangleg specifikt i vuggestuen her.

Inden for Steinerpædagogikken har vi altid haft tradition for at holde en daglig sangleg for alle børn og voksne; et program, som er sammensat af både klassiske, gammeldags sanglege og sange med fagter/gebærder samt små fingerlege, som der ikke nødvendigvis er knyttet en melodi til.

Efter vores opfattelse giver det mening at synge for og med børn i alle aldre, også i vuggestueregi. Her skal sanglegsprogrammet blot tilpasses de små børns niveau, og de kan sagtens være med fra første færd.

Vi starter hver dag med en navnesang, hvor alle børns og voksnes navne nævnes — også dem der ikke er tilstede i dag — og vi møder på den måde hinanden hinanden og kan starte dagen sammen. Vi afslutter også dagen med sang, så man kan sige at sangen indrammer dagen: via sangen træder vi både ind i fællesskabet og ud af det igen. Sanglegen er et af de vigtigste øjeblikke i dagens forløb, fordi fællesskabskraften er så mærkbar. Fordi alles navne nævnes om morgenen, bliver alle set og inddraget, og individet får herved bekræftet sit tilhørsforhold til fællesskabet. Når vi igen slutter dagen af med sang, afrundes dagen. Her afslutter vi dagens fællesskab og takker for det, som fællesskabet gav os i dagens løb. Herefter træder børnene igen ud i hvert deres individuelle liv, hvor de er del af andre fællesskaber.

Rundkredsen er en meget betydningsfuld form i sanglegen — her indkredser vi nemlig en del af det rum, vi befinder os i, så vi har vores opmærksomhed rettet mod det rum, der er inden for kredsen; der hvor alle kan se hinanden og mærke fællesskabet. Vekselvirkningen mellem centrum og periferi er en vigtig øvelse for barnet at kunne mestre, og i rundkredsen skiftes børnene til at være henholdsvis det ene og det andet. Det styrker barnets selvtillid at prøve at være centrum for alles opmærksomhed og med et opbakkende fællesskab, der afgrænser rummet for denne øvelse. Man bliver bevidst om, hvem man er, samt om sit tilhørsforhold til fællesskabet; at man er en del af noget, der er større end en selv. Barnets forståelse af centrum og periferi er også vigtigt i et socialt dannelsesperspektiv.

Man kan i sanglegen næsten tale om, at alle bliver ”stemt”, tunet ind på fællesskabet som strenge på en violin, der skal stemmes for at være i harmoni. På samme måde bliver vi ”stemt”, når vi sammen med en hel gruppe skal afstemme vores stemmeleje i forhold til hinanden og finde en fælles tone. Denne fælles tone skal vi drage nytte af resten af dagen.

Rytmen er det bærende element i sproget og indlæringen heraf; det får sproget til at flyde, og eftersom rytmen er en central del af barnet, vil det lille barn lære en sang at kende hurtigere end det lærer at tale mere sammenhængende. Rytmen og melodien styrker barnets nysgerrighed og ordforråd og virker stimulerende på barnet. Rytmen er også vigtig som et socialt afstemmende redskab. Hvert barn øver her at synkronisere sin egen grundrytme til sangens rytme, og det skulle gerne være samme rytme som kammeraternes. Det øver børnene i at observere hinanden og iagttage, om der er overensstemmelse eller afvigelser i gruppens rytme.

Inden for Steinerpædagogikken implementerer vi årstiderne i sangene. Vi synger morgensang udenfor i al slags vejr, og det er dejligt at have højt til loftet og stå i læ under et stort egetræ. Vi bruger naturen som inspirator – når det er efterår, skal vi selvfølgelig synge om kastanjer, blæst og blade, så årstidernes kvaliteter bliver meget tydelige for børnene, fordi hver årstid er forbundet med særlige sange og stemninger.

Dannelse og eventyr

Eventyrfortælling er en central del af Steinerpædagogikken. ”I eventyrene lever hele menneske-hedens ånd”, sagde Rudolf Steiner. Historiefortælling er en fundamental kommunikationsform, sjælelig næring med et universelt arvegods, der binder mennesker sammen på tværs af generationer, grænser, kulturer og andre forskelligheder, kan skabe fællesskabsfølelse og forståelse og knytte relationer mennesker imellem. Eventyrene overbringer værdier, overbevisninger, holdninger og sociale normer, som bidrager til at forme barnets virkelighedsopfattelse og har indflydelse på dets opfattelse af kulturelle og sociale normer, køn, moral og etik – de kan have stor indflydelse på, hvordan barnet lærer at forholde sig til forskellige ting. På den måde anser vi eventyrfortællingen for at være en meget vigtig del af børnenes dannelsesproces, da der er mange forskellige aspekter, de kan spejle sig i – blandt andet i de moralske spørgsmål, eventyrene ofte rejser, og den måde eventyrenes arketyper håndterer selve det at være menneske.

Det at fortælle eventyr for børn giver os en naturlig mulighed for at finde fortællerrollen frem, for børn holder meget af at få fortalt historier og eventyr, og det giver børnene et sprog, de kan udtrykke sig med. Historier, der fortælles direkte fra hjertet, vil have større værdi end historier, der læses op. Den største virkning opnås ved, at den voksne ikke er afhængig af en bog eller

et manuskript for at kunne fortælle. Det skaber en intens samværsform fyldt med nærvær og koncentration, og øjenkontakten intensiverer oplevelsen. Vi anvender desuden bordspil og til bordspillene bruger vi hjemmelavede dukker af uldfilt – den voksne fører dukkerne, så de følger eventyrets handling. Nogle gange får børnene lov til at være med.

Vi gør meget ud af at skabe en særlig stemning. Der tændes et stearinlys, mens roen sænker sig over rummet. Vi synger en lille sang til at byde eventyret velkomment: ”Eventyr, kom til mig, jeg vil gerne høre dig”… Toner lyder sagte fra klangspillet, som med de sarte lyde fører os ind i eventyrverdenen. Lidt stilhed midt i verdens støj.

Eventyrstunden giver barnet ro – det er en af dagens vigtige indåndinger. Man mærker tydeligt den ægte fordybelse hos børnene, helt ned til etårsalderen. De kan sidde med store øjne og åben mund og suge historien til sig. Det er ren næring for deres sjæl; ligesom en tør svamp, der suger vand til sig. Hvor stærk denne virkning er, ses umiddelbart under børnenes frie leg, hvor de efterligner fortællingen helt ned til de mindste detaljer.

Vi bruger også gerne eventyrfortællingen som et terapeutisk redskab, dvs. som en pædagogisk metode, der bruger metaforer som et indirekte redskab til at ændre eller påvirke adfærd og følelser. En terapeutisk historie har potentialet til at kunne ændre en uharmonisk adfærd eller situation og forvandle den til harmoni og balance; en kreativ løsning på livets daglige udfordringer.

Dannelse og årstidsfester i børnehaven

Årstidsfesterne er et helt centralt element i vores pædagogik. Rudolf Steiner lagde stor vægt på både en daglig og en årlig rytme, som han mente virker helt ind i barnets fysiske opbygning. Dagligdagen i en Steinerinstitution udformer sig i høj grad omkring årstidsfesterne, fordi det er den forestående årstidsfest, der afgør, hvilke stemninger, kreative aktiviteter, eventyr og sanglege, dagen fyldes med. I børnehaven er stemningen gennemsyret af årstidsforberedelserne, mens den mærkes i mindre skala i vuggestuen, hvor stemningen er mere subtil. I børnehaven sætter vi flere ord på og forklarer flere sammenhænge, end vi gør i vuggestuen, hvor børnene i højere grad blot sanser en særlig stemning, der adskiller sig fra hverdagen.

De fleste af de årstidsfester, som vi fejrer i Børneøen Bonsai, har rod i gamle traditioner. De er en oplagt dannelsesmulighed for børnene, fordi børnene lærer om kontinuiteten mellem fortid og nutid, overlevering af traditioner og værdisæt på tværs af generationer, og vi kommer omkring arketyperne og de kvaliteter, de besidder, som vi kan bruge til at spejle os i i dag.

Det kan måske virke mærkeligt at ville delagtiggøre moderne børn i ting, som for en stor dels vedkommende hører fortiden til, men vi mener, at der ligger en tryghed i de årligt tilbagevendende fester – traditioner binder os sammen; knytter individet til fællesskabet og muliggør en aktiv samhørighed mellem børn og voksne i forberedelsesfaserne til hver enkelt fest. Det kræver, at vi voksne kan stige ind i festens univers med både glæde og alvor og herved levendegøre festen for barnet, som naturligt vil efterligne os og tage festens stemninger til sig. Fordi vi forbinder vores fester med årstidernes skiften, har vi hele tiden forskellige temaer at beskæftige os med, og intet er bedre til at gøre os nærværende end naturen.

Når én årstidsfest er slut, begynder vi lige så stille at gøre klar til den næste: vi begynder at
finde de ting, vi skal bruge til de kreative aktiviteter, ændrer sanglegsprogrammet, eventyret og udsmykningen på stuen. På den måde signalerer vi – uden i første omgang at sætte så mange ord på – at vi nu bevæger os mod noget nyt. Som regel går de voksne bare i gang med aktiviteten, og lige så stille bliver børnene optaget og spørger om lov til at være med. Alle årstidsfester indeholder et element, som barnet får med hjem fra børnehaven, så vi på den måde bygger bro mellem Bonsai og barnets hjem; en høstkrans, et fastelavnsris, et julehjerte, en lille uldnisse, et adventslys i et rødt æble, en smuk lanterne eller en påskehave med karse. Fortællingen lever på den måde videre i barnets hjem og giver anledning til, at barnet kan mindes de gode aktiviteter og fortælle om festen derhjemme.

I Børneøen Bonsai holder vi følgende årstidsfester:

Bondegårdsturen

Vores første udflugt efter sommerferien er bondegårdsturen, som markerer indgangen til høsttiden. På en fastlagt dag i august drager børnehavens børn og personale afsted til en “gammeldags” bondegård, der dyrkes biodynamisk, og her får vi lov at hoste på gammeldags vis sammen med bonden og hilse pa gardens dyr; der er heste, grise, får, køer, høns, ander og masser af sode kattekillinger. Vi medbringer dejlige madpakker, som vi nyder i fællesskab i det fri. Det er en skøn dag, hvor vi får mulighed for at se naturen summe, hoppe i høet, fa jord under neglene og opleve livet pà et gammeldags drevet biodynamisk landbrug. Vi hjembringer halm og korn, som vi skal bruge til forberedelserne af den forestående høstfest.

Høstfesten

Efter bondegårdsturen bruger vi resten af tiden indtil hostfesten på at tærske og efterfølgende male det hjembragte korn, så vi kan bage vores hostbrod. Endvidere kærner vi smør og binder høstkranse af halmen, som vi har fået med hjem fra bondegården. Festen – og tiden op til – er et vidnesbyrd om vores taknemmelighed over naturens overflod af frugt, korn, bar og grøntsager, og vi forsøger at inkorporere alle elementerne i vores fest. Til selve hostfesten er børnene klædt i traditionelt høsttøj; forklade og høvedtørklade, en bondeskjorte, en vest, en gammeldags karlekasket. Alle de festklædte born medbringer en grøntsag eller frugt, som vil blive forvandlet til figurer i vores overdådige hosteventyr. Vi spiser ved det festpyntede langbord og nyder alle hostgodterne. Efter festen får hvert barn sin egen hostkrans med hjem.

Sankt Michaelsfesten

Sankt Michaelsfesten falder på en fredag så tæt som muligt på Michaelsdag, d. 29.september, der liger lige midt mellem sommer- og vintersolhverv – altså midt imellemlyset og mørket. Pa tærsklen til mørket star ifølge legenden lysets engel, Sankt Michael, med sit sværd – parat til at hjælpe mennesket i kampen mod det onde. I børnehaven symboliseres dette som kampen mod dragen. Dragen repræsenterer det mørke i os selv; alle de kampe, der foregår i menneskets sjæleliv på daglig basis; utilfredshed, vrede, had, raseri, misundelse og den slags følelser, som vi alle rummer og forsøger at bekæmpe i vores indre. Dragen er udtryk for de ting i os, som vi er nødt til at overvinde for at bevare vores menneskelighed. Dette er naturligvis den voksnes billedlige refleksioner, som vi pa ingen måde inddrager børnene i. Men festens billeder og symboler er alligevel sa kraftfulde og virksomme, at børnene fornemmer noget af den visdom, der liger til grund. Barnet og den voksne oplever altså Sankt Michaelsfesten på to forskellige niveauer, og for børnene handler festen især om at lave sit eget sværd, blive slået til ridder og gå i kamp mod dragen. I skoven finder vi grene, som snittes o formes til et fint riddersværd. Dagen inden selve festen lagger vi sværdene frem i haven, og næste morgen er det altid spandende at se, om Sankt Michael har varet der og drysset stjernestøv over sværdene. Pà selve festdagen moder alle born iklædt rødt og/eller blåt tøj. Når vi er ankommet til børnehaven, iføres vi alle blå ridderkapper. I den store sal stråler et stort krystalbjerg, som er oplyst med levende lys. Vi tager plads i det mørke rum o beundrer det flotte krystalbjerg, mens vi lytter til legenden om Sankt Michael. Alle born slås til ridder ved en lille ceremoni og får her overrakt deres træsværd, som de selv har lavet. Når alle born og voksne er blevet slået til ridder, nyder vi en lille skal med lidt godt – eksempelvis rosiner, nodder og et stykke mørk chokolade. Efterfolgende går vi ud og tramper og stamper og svinger vores sværd, så alle drager må flyve! Vi synger og går på eventyr for at finde og bekæmper dragen og kampe mod det onde. Efter den strabadserende dragejagt går vi ind til langbordet, hvor vi spiser rod dragesuppe. Efter festen får hvert barn sit eget stjernebånd og sværd med sig hjem som et minde om dagen.

Lanternefesten

Lanternefesten afholdes i en weekend i november omkring Mortensaften (I. november), hvor vi inviterer alle forældre og søskende til marionetteater o lanterneoptog i skoven. Nu hvor dagene er blevet kortere, og lyset er ved at forlade os, må vi tande vort get lille lys – bade i det indre og i det ydre. Lyset symboliseres af lanternen, Lanternefesten, som den i dag ser ud i de fleste Steinerbørnehaver, er i sit nuværende udtryk en fusionsfest – dvs. en sammenblanding af to forskellige traditioner, der er kombineret af Steinerbevægelsens pionér i Danmark, Inger Brochmann, som for mange år siden har indført festen i de danske Steinerbørnehaver. Man regner med, at lanternefester er af gammel oprindelse – fra dengang, hvor man ikke bare fik lys, når man trykkede på en kontakt. I stedet udhulede man roer og græskar og satte tallelys ind i midten. Mange steder i Europa forbinder man lanternefesten med Mortensaften og derfor falder festen i dagene lige omkring d. 10. november. I de tyske Waldorfbørnehaver (Steinerbørnehaver kaldes Waldorfbørnehaver i de fleste lande bortset fra Danmark) er der tradition for, at der kommer en vægter på besøg til lanternefesterne – denne tradition har Inger Brochmann i sin tid importeret til Danmark. En vægter er én, der passer på husene om natten – børnehavens vægter er altså ham, der kommer og ser efter, om alt er i orden, nar børnene er gået hjem – blandt andet også om børnene har ryddet op, varet gode ved hinanden og passet godt på dyrene i skoven. Blandt de sange, vi synger til lanternefesten er imidlertid også en sang om den hellige Morten (Bisp), der var “så from en mand”. Der er tale om en fransk, katolsk helgen (Sankt Martin), som levede i 300-tallet e. Kr. Han blev udnævnt til biskop og opførte flere klostre og har lagt navn til munkeordener. Han er sikkert blevet betragtet som et “lys i mørket” I tidens lob er der sket det, at “Morten” blev forbundet med vagteren, så nu er han blevet til “Morten Vagter”,. I Børnehaven Bonsai holder disse traditioner i haven. I tiden op til festen maler børnene akvarelpapirer i skønne, brændte farver. Disse ender med at blive til de smukke lanterner, som skal lyse op, mens vi bevæger os igennem tusmørket i skoven. På selve dagen mødes børn, forældre og søskende i festsalen, hvor pædagogerne fremviser et marionetteaterstykke. Herefter går vi i procession igennem tusmørket i skoven med vores smukke, lysende lanterner, mens vi synger de fine lanternesange. Til sidst mødes vi i en stor rundkreds på den store plane. Her fortsætter vi sangen, mens vi synger og kalder på Morten Vagter. Er vi så heldige at se ham, håber vi, at han har medbragt “kager” småkager formet som sol, mane og sterner, som hans sode kone har bagt til alle bornene. Måske vil han endda gerne have lidt hjalp fra børnene til kageuddelingen. Når vi har vinket farvel til Morten, går vi alle ind i haven, hvor vi tander bal og nyder en kop varm hyldebærsaft og hjemmebagte boller.

Adventsspiral

Overordnet set symboliserer Adventsfesten lyset i mørket – vi går ind i mørket og henter kraften og lyset, som skal hjælpe os igennem den mørke tid. Fredag for første søndag ¡ advent er gulvet i festsalen pyntet med en stor spiral lavet af grankviste. Når børnene ankommer om morgenen på festdagen, er rummet oplyst af et enkelt stort stearinlys, som står i midten af spiralen. Alle born og voksne sætter sig i en cirkel uden om spiralen og iagttager forventningsfuldt, hvad der nu skal ske. Herefter begynder vi at synge, og hvert enkelt barn fores efter tur ind i spiralen for at tœnde sit lys. Barnet får udleveret et rødt æble med lys i og går selv – eller med hjælp fra en voksen (afhængigt af barnets alder, mod og formåen) – på stien i granspiralen og ind i midten, hvor det store lys star og lyser. Barnet tænder sit get lys med flammen fra det store lys og går ud af spiralen og sætter sit lys pa den første plads. Det næste barn sætter sit lys pa den næste plads og så fremdeles. Til sidst er hele granspiralen oplyst hele vejen fra midten og ud til kanten, og alle har fået forplantet en stemning af inderlighed i sig og market den stærke kraft fra fallesskabet. Herefter sidder vi stille i det stemningsfulde mørke og synger julesange, mens vi spiser mandarin, nødder og et lille stykke økologisk chokolade.

Julehygge med forældre og krybbespil

Overordnet set symboliserer Adventsfesten lyset i mørket – vi går ind i mørket og henter kraften og lyset, som skal hjælpe os igennem den mørke tid. Fredag for første søndag i advent er gulvet i festsalen pyntet med en stor spiral lavet af grankviste. Når børnene ankommer om morgenen på festdagen, er rummet oplyst af et enkelt stort stearinlys, som står i midten af spiralen. Alle børn og voksne sætter sig i en cirkel uden om spiralen og iagttager forventningsfuldt, hvad der nu skal ske. Herefter begynder vi at synge, og hvert enkelt barn fores efter tur ind i spiralen for at tœnde sit lys. Barnet får udleveret et rødt æble med lys i og går selv – eller med hjælp fra en voksen (afhængigt af barnets alder, mod og formåen) – på stien i granspiralen og ind i midten, hvor det store lys star og lyser. Barnet tænder sit get lys med flammen fra det store lys og går ud af spiralen og sætter sit lys på den første plads. Det næste barn sætter sit lys på den næste plads og så fremdeles. Til sidst er hele granspiralen oplyst hele vejen fra midten og ud til kanten, og alle har fået forplantet en stemning af inderlighed i sig og market den stærke kraft fra fallesskabet. Herefter sidder vi stille i det stemningsfulde mørke og synger julesange, mens vi spiser mandarin, nødder og et lille stykke økologisk chokolade.

Helligtrekonger

Efter nytår, ca. d. 6. januar, spiller vi Helligtrekongersspil, som er en videreudvikling af krybbespillet. Her tændes det særlige trearmede Helligtrekongerslys, som markerer julens endelige afslutning – dagen, hvor de hellige tre konger ankom med til deres gaver til Jesusbarnet. Som dessert efter frokost spiser vi en kage, som er pyntet med en guldkrone.

Fastelavn

Til fastelavn pynter vi og forvandler den store festsal, så den kan danne ramme om temaet for årets fastelavnsfest, som fx kan være “dyrene i skoven”, “fest på slottet”, “under vandet”, “cirkus”, “landsbyen”, “Vinterfest på Kong Vinters slot” eller lignende. Alle børnehavebørn inviteres med til festen, som udfolder sig i et meget stemningsfuldt univers, hvor alt inkl. udklædning passer til årets tema. Vi opfordrer til, at forældrene respekterer temaet, da udklædningen er med til at underbygge stemningen. Her gruppe får sin gen tid til den festlige ceremoni i salen, og de voksne fortæller et eventyr, som passer til universet, og hvori alle “gæsterne” indgår. Vi slutter ceremonien af med at spise fastelavnsboller og drikke varm kakao. Fastelavnsbollerne bages af forældrene. Efter festen får hvert barn sit eget fastelavnsris med hjem.

Påskefest

Vi holder vores påskefest om fredagen inden påskeferien. Dagen for festen laver hver gruppe en lille rede af grene og halm. Reden er til påskeharen, og vi fylder den med dejlige grøntsager og lagger den på et nøje udvalgt sted i skoven; så håber vi pa, at påskeharen kommer forbi og kvitterer med dejlige farvede hønseæg og små chokoladeæg. Pa dagen ankommer børnene forventningsfulde for at se, om påskeharen har varet pa besøg. Vi kigger sammen i rederne og ser til vores overraskelse, at grøntsagerne er væk, og at der nu ligger malede/pyntede hønseæg og chokoladeæg i stedet for. Alle æggene bliver samlet ind i en kurv, og vi gar over til en lille bakke i skoven for at trille med æggene. Alle børnene sidder på toppen af bakken med deres malede hønseæg, og de triller det ned for at ramme et chokoladeæg. Hvert barn får ét chokoladeæg. Når vi er færdige med at trille æg på bakken, går alle ind for at spise ved det smukt dækkede påskebord. Der er pyntet op med karse, æg og hjemmebagt brød. Børnene får deres kyllinger og påskeharer med hjem efter testen.

Majfest

I begyndelsen af maj måned stadfæster vi forårets komme og pynter vores majstang med smukke silkebånd i alverdens farver. Vi inviterer forældrene op i den nyudsprungne bøgeskov, hvor vi i fællesskab danser rundt om majstangen, mens vi synger de livlige majsange. Herefter slår vi os ned i det grønne på medbragte skovturstæpper og nyder de medbragte godter, mens vi hygger os i hinandens selskab.

Pinsefesten

Pinsefesten holder vi fredagen for pinse. Festen står i lysets, lethedens og vingernes tegn, og den hvide farve er i centrum. I tiden op til festen har børn og voksne filtet eller foldet en lille fin fugl til hvert barn og snittet pinde til “håndtaget”. På selve festdagen er alle børn og voksne iført hvidt (eller lysegrønt tøj), og alle børn har medbragt en frugt hjemmefra. Denne skal bruges til frugtsalaten, som børnene med de voksnes hjælp forbereder i løbet af dagen. Vi dækker et fint bord på græsplænen med hvid dug og bogegrene, og vi nyder festmåltidet bestående af hjemmebagte grovboller og frugtsalat med flødeskum og mørk chokolade. Efter frokosten tander vi et lys for hvert barn og får fortalt pinseeventyr. Til sidst flyver vi med de pinsefugle, som vi selv har lavet og synger de livlige pinsesange, der har fuglen som tema. Når dagen er slut, får hvert barn sin egen pinsefugl med hjem.

Sommerfesten

Til sommerfesten inviteres alle forældre til denne festlige dag i slutningen af juni, hvor vi fejrer sommerens komme; festen star i blomsternes tegn. Vi mødes på den store græsplæne, hvor vi danner en stor kreds og påbegynder vores fælles sangleg. Hvert barns forældre har lavet en blomsterkrans, som barnet får på hovedet til sanglegen. Når alle har fået krans på hovedet, og vi har afsluttet sanglegen, anretter vi en stor buffet på græsplænen, som alle forældre bidrager til med frugt eller hjemmebag. Vi afslutter dagen med bål og fællessang, og alle ønskes en god sommer.

Børnefællesskaber

Hvad er børnefællesskaber i Børneøen Bonsai, og på hvilken måde er de vigtige?

Et fællesskab er både det, vi gør sammen – men også den følelse vi har, når vi gør det. Man kan godt gøre ting sammen, uden at det føles som et fællesskab. Så er man bare nogle mennesker, der gør noget sammen. Vi skal være som en god familie, der vil hinanden og profiterer af at være i et fællesskab og ikke bare tilfældigvis er havnet i en situation med hinanden.

Det er afgørende for barnet at føle sig som en del af et fællesskab. Det sker under normale omstændigheder helt naturligt inden for familien, men når barnet begynder i dagtilbud, skal det også føle sig som en del af fællesskabet dér. Det forudsætter, at barnet føler tryghed ved pædagogerne, og at det føler sig set og anerkendt som den, det er. I et godt børnefællesskab skal et barn kunne træde ind og være tryg i forvisningen om, at der er plads til barnet, at det bliver set og hørt.

I Bonsai er vi fælles om mange ting, der binder os sammen: vi giver hånd, vi synger og lytter til eventyr sammen, vi spiser sammen, vi erfarer sammen hver dag, vi leger sammen, vi holder hånd, når vi går tur, vi plukker brombær sammen og deler oplevelser med hinanden, vi iagttager egernet sammen, og vi skaber en stemning sammen. Det skaber samhørighed og et stort ”vi”. I fællesskabet udvikler barnet sin ”sociale identitet”, dvs. udvikling af selvkendskab gennem det sociale samspil med de voksne og andre børn. Børnene er, selv i vuggestuen, meget mere opmærksomme på hinanden, end vi tror. Selv de helt små børn genkender hinandens sko og jakker i garderoben og har styr på, hvilke forældre der hører til hvilke børn. De tager virkelig hinanden ind og ved, hvem der hører til flokken.

Vi begynder og slutter dagen med sang i det store fællesskab (gruppen), som også er udgangspunktet hele dagen. Igennem fællesskabsdannende aktiviteter – fx sangleg, eventyr og årstidsfester – skabes en fælles fortælling for børnene, som bidrager til oplevelsen af at være del af og bidrage til fællesskabet. Igennem hele dagen opstår desuden mange forskellige større og mindre fællesskaber og læringsrum omkring lege og aktiviteter. Læringsrum anvender vi som en betegnelse for de små miljøer, der opstår, når vi skaber forskellige muligheder for børnefællesskaber og læring gennem leg og aktivitet. Det kan være afgrænset som et lille rum i form af et legehjørne med biler, et lille værksted hvor vi kan snitte, eller en situation, hvor vi sammen med en lille gruppe børn kigger på insekter. Altså små miljøer, hvor der er forskellige muligheder for forskellige former for fællesskaber, leg og læring. Vi er meget opmærksomme på dagen igennem at skabe den rette balance mellem store og små fællesskaber og læringsrum, så alle børn deltager.

Fællesskabet mellem børnene lykkes kun, hvis den voksne er nærværende og opmærksom. I dag kan vi nemt komme til at opdrage vores børn til, at de føler sig som verdens centrum; men det er sundt for børnene at lære at dele med andre og forstå deres plads i fællesskabet. Det skulle gerne gå op for dem, at man ikke mister noget ved at dele; man får faktisk mere tilbage. Pædagogernes opgave er at sikre, at alle børn er en del af fællesskabet og at det er muligt at tage del på forskellige måder. Der vil i mange børnegrupper være børn med særlige udfordringer og behov, og det kan styrke de andre børns kompetencer i forhold til at lære at rumme forskellighed. Vi er særligt opmærksomme på, at der skal være plads til alle, også de børn som har særlige behov. ”Alle må være med” siger vi ofte til hinanden, både børn og voksne.

De daglige fælles aktiviteter i børnehaven/vuggestuen gør det naturligt, at alle deltager i og bidrager til fællesskabet. Det betyder, at det barn, som har svært ved at deltage, vil blive hjulpet til at komme ind i fællesskabet. Gennem de fælles aktiviteter lærer børnene desuden at vente og lytte til hinanden og pædagogerne. Alle hverdagens gentagne aktiviteter er med til at styrke oplevelsen af at være en gruppe, der venter på og tager hensyn til hinanden.

Børnefællesskaber i vuggestuen

Børnefællesskabet er tydeligt i både vuggestue og børnehave, men der er forskel på, hvordan de udfolder sig. Børnegrupperne i vuggestuen er mindre end i børnehaven, og vuggestuebørnene skal forholde sig til færre børn; de skal langsomt vænne sig til at rumme hinanden og være en del af et børnefællesskab, og det kræver, at vi arbejder i mindre grupper samt med fokus på 1:1-relationen mellem voksen og barn.

Børnene i vuggestuen lærer primært gennem samværet med den voksne – barnet er endnu ikke klar til at møde verden på egen hånd. Her er relationsdannelsen/tilknytningen mellem den voksne og barnet vigtig og altafgørende for, at barnet kan lære at tage del i børnefællesskabet. Har pædagogen eller de andre voksne på stuen ikke formået at skabe tilknytning til barnet, så kan den voksne ikke vise vejen ind i fællesskabet. Vi voksne må derfor først og fremmest forstå, hvad tilknytning er for en størrelse, kigge på egne kompetencer i forhold til børnefællesskabet, og hvordan vi formår at tage ansvar for denne relation. Desuden må vi også have en stor forståelse for det enkelte barns udvikling.

Pædagogen og de andre voksne er et redskab til at få barnet knyttet til fællesskaber. Igennem hele dagen opstår der mange forskellige, mindre fællesskaber omkring lege og aktiviteter. Om morgenen til sangleg har vi et inkluderende fællesskab, hvor alle deltager (ligeledes under fælles spisning og under eventyr), men når sanglegen er slut, opstår den frie leg. I den frie leg skal vi være særligt opmærksomme på at gøre en indsats for vuggestuebørnene. Selvom de små børn i vuggestuen umiddelbart ser ud til at lege alene, er de stadig en del af fællesskabet, da de leger parallelt, dvs. side om side. Vi kan igennem vores relation til dem hjælpe dem med deres interaktioner med de andre børn, så deres sociale kompetencer modnes hen imod et fællesskab. Vi skal være opmærksomme på at forstå det enkelte barn og dets udvikling, for alle børn er forskellige.

Der er også stor forskel på at være 1 år og 2,5 år. De allermindste kigger på de større børn, der snart er klar til børnehave og lærer fra dem, også i deres iagttagelse af relationen mellem voksen og barn. De allerstørste er på vej i børnehave og kigger ud i verden, og hermed gør de sig også klar til at omfavne fællesskaberne mere end før. De forstår fællesskabet, og de ved, at der er noget, de skal tage del i. Dog er de kun klar til at gribe dette fællesskab, hvis de voksne fra vuggestuen og ligeledes forældrene har formået at følge barnets “spor” igennem hele vuggestueforløbet. Barnet skal kultiveres af vuggestuen og forældrene i fællesskab, så vi sammen kan sætte barnet frit. Det er et samarbejde at få barnet ind i fællesskabet.

Fællesskabet i sanglegen (vuggestuen):

Sanglegen er et inkluderende og forpligtende fællesskab, der handler om at være en del af noget større, og hvor det enkelte barn samtidig kommer til udtryk med sit. Sanglegen indeholder de tre nøgler: leg, dannelse og læring. I sanglegen får barnet mulighed for at tilegne sig kompetencer og nye muligheder.

Allerede fra morgenstunden, når hvert barn træder ind på stuen, får vi et indtryk af, hvordan det enkelte barn har det. Kommer det os i møde med åbne arme, eller er det afvigende i kontakten? Måske kan det være svært at få øjenkontakt eller kontakt til barnet generelt. Er energien i barnet høj, eller træder barnet ind på stuen med en rolig stemning, hvor det afstemmer de voksne? Tilknytningen til det enkelte barn gør, at vi voksne på stuen er aktive i vores bevidsthed omkring barnet, og at vi derfor kan vise det en omsorg og respekt for, hvor det er. Vi må arbejde os ind på barnet. Dette gør sig gældende i sanglegen. Sanglegen kan ikke stå alene som et fællesskab i sig selv. Det er en del af det større fællesskab, og derfor må vi kigge på disse sammenhænge. Fra det første møde med barnet om morgenen har vi øje for, hvordan det kan komme ind i fællesskabet, og i dette tilfælde sanglegen. Et barn, der møder os om morgenen med en høj energi og et afvisende blik og adfærd, kan vi ikke nødvendigvis forvente kan være med til sangleg. Hvis vi har den forventning, er vi ikke lydhøre over for, hvad barnet prøver at fortælle os. Via tilknytningen til barnet skal vi derfor arbejde os ind i relationen på den givne dag. Vi skal i denne relation kunne lede barnet hen imod sanglegen. For det barn, der har en høj energi og er afvisende i sin adfærd, har det stor betydning at tage barnet ind til sig og give det nogle rammer, så det er tydeligt, at den voksne har ansvaret og tydeligt viser vejen. Dette starter allerede om morgenen, når vi skaber øjenkontakten til det enkelte barn. Vi bruger vores pædagogiske redskaber og relation til barnet for at få det med.

Inden sanglegen finder sted, signalerer vi til barnet, hvad vi nu skal til at begynde på. Sanglegen må ikke starte prompte; der skal ske en flydende overgang, så børnene stille og roligt kan lade sig føre fra den ene aktivitet til den næste uden at få vækket deres bevidsthed for meget. Når den voksne lægger det store stykke eventyrsilke på gulvet, lige på det sted, som børnene kender som “sanglegsstedet” og hvor den voksne nynner en lille sang, så bliver børnene draget. Silkestykket bliver betragtet med nysgerrige øjne fra nær og fjern, som om de ser det for første gang. En voksen sætter sig nu ned ved siden af silken og samler det i en fin rund form midt på det runde gulvtæppe. Der bliver stadig lyttet, og efterhånden som kogler og årstidsdukker finder deres plads på silken med hjælp fra den voksne, kommer der flere og flere børn, der sætter sig ved siden af. I mellemtiden har en anden voksen lagt de runde puder ved siden af hinanden i en rundkreds, så den nynnende voksen fortsat kan nynne og arrangere silken og tænde et lys. De fleste af børnene har nu sat sig, og sanglegen kan snart begynde. Nu synges der “Kom og lad os synge” for at vække de få børn, som har trukket sig, og som er langt fra at sætte sig på puderne. De har måske brug for lidt ekstra tid og også tid til at iagttage, hvad der er på færde, så de kan forholde sig til noget konkret. Der er også et barn, der endnu ikke kan give slip på et stykke legetøj og derfor ikke vil med i sanglegsfællesskabet. Der er børn, de voksne tager med ind i sanglegsfællesskabet, før sanglegen er startet, og der er også børn, der har brug for at vente. Hvad enten det er et barn med afvigende adfærd, et barn der ikke vil give slip, eller et barn der har brug for at sidde med en voksen til sangleg, så er vi alle i en proces sammen, der er begyndt ved det første møde om morgenen. Under sanglegen kigger vi børnene i øjnene, skaber relation, ro og nærvær. Her giver vi barnet mulighed for at være aktivt deltagende i nye muligheder og nye relationer i et fællesskab, og vi giver dem et erfaringsgrundlag, de kan læne sig op ad. Børnene får øje på hinandens ressourcer og kompetencer, og vi hjælper dem med at koble det til andre sammenhænge. Dette sker eksempelvis, når den snart treårige byder den etårige op til dans. Her rækker det større barn hånden ud til det mindre barn, der måske endnu har brug for en hånd til at rejse sig op.

Forud for sanglegen er der tænkt over, hvem der sidder ved siden af hvem. Har Egon gavn af at sidde ved siden af Gurli, siden Gurlis dejlige ro smitter af på Egon? Eller er der børn, der ikke skal med til sangleg, fordi de ikke rummer det? For det barn, der ikke rummer det, skal ikke være med. Det skaber uro, og vi trækkes ud af fællesskabet, hvis vi tvinger børn til at være med. Samtidig er der børn, der bare ikke har lyst, hvis det nu er mere spændende at bage pandekager i legekøkkenet eller sidde i hulen og lege lidt med yndlingsdukken. Her må vi igen bruges vores relation til barnet for at vise vejen tilbage til fællesskabet.

De voksne får muligheden for at kigge på sin relationskompetence i forhold til det enkelte barn, hvad der fungerer, og hvad vi kan prøve at handle anderledes på i relation til barnet. Vi følger børnene i deres proces. Vi arbejder med bevidstheden om, hvordan børn skal understøttes forskelligt for at få samme mulighed for at være med i fællesskabet. Samtidig viser vi også ansvar i relationen til børnene og signalerer vigtigheden i at forbinde os med hinanden via omsorg.

Fællesskabet i en spisesituation (vuggestuen):

Spisesituationen og måltidet er en vigtig fælles aktivitet for vuggestuebørnene, og vi er meget opmærksomme på, hvordan vi her kan skabe fællesskab og samhørighed.

Vi øser mad op ved bordet, og vi inddrager børnene således, at de skal sende kopper med vand og tallerkenen med mad videre til deres sidemand. På den måde får de en opmærksomhed på hinanden og får interesse i at gøre noget for hinanden.

Fællesskabet i en spisesituation (vuggestuen)

Under måltidet er der af og til nogen, som har noget på hjerte, en kan fx finde på at fortælle, hvad forældrenes navne er, og hvad deres kæledyr hedder. Alle lytter, og der er ofte flere, der får lyst til at byde ind med noget til samtalen, noget de har lyst til at dele med fællesskabet. Vi voksne holder det på et plan, hvor alle som har lyst, kan byde ind med, hvad de måtte have på hjertet uden at forstyrre madsituationen.

Når de første er færdige, kigger de rundt for at se, om resten af børnegruppen også er ved at være færdige, for de ved, at vi bliver siddende, indtil alle er færdige.

Så hjælper børnene med at samle tallerkener og kopper sammen, rækker dem til os voksne, som samler madrester og stabler tallerkenerne. Stole samles med børnenes hjælp. Den voksne får hjælp af en håndfuld børn til at feje gulvet og vaske bordene. To børn får hver en lille kost, så de kan hjælpe med at feje gulvet og 3-4 børn får hver en klud/svamp med sæbevand på.

Der opstår en tæthed og samhørighed mellem børnene, når der skummes og skrubbes omkring bordet. Fnis og grin opstår. Vi inddrager børnene, så de kan få en følelse af at være “vigtige” og en del af fællesskabet. De får mulighed for at rumme hinanden, give plads og tage plads. Vi gør det i små grupper, så der netop er plads til at kunne rumme en lille gruppe.

Vi oplever, at børnene ofte tager noget med sig til deres frileg efterfølgende, når de bliver inddraget i vores daglige gøremål.

Børnefællesskaber i børnehaven

I børnehaven er børnegrupperne større end i vuggestuen, og børnehavebørnene skal forholde sig til flere børn. Tidsperspektivet er også forskelligt – i børnehaven kan børnene koncentrere sig i længere tid, så vi kan lave ting sammen i længere tidsrum end i vuggestuen. Sproget har også betydning for børnefællesskabernes udformning; børnehavebørnene har typisk flere ord til rådighed og kan kommunikere indbyrdes på en anden måde og har en anden forståelse af fællesskabet. De har ligesom fået øjnene mere op for hinanden og for værdien i at være sammen i et børnefællesskab.

I den frie leg skaber børnehavebørnene således deres helt egen ’børnekultur’ og børnefællesskaber (se Den frie leg). I legen lærer børnene egne grænser og behov at kende, de afprøver forskellige roller og lærer om fællesskab og sociale relationer af hinanden. I den frie legs børnefællesskaber udvikles også børnenes sprog, da den frie leg i børnehaven er en forhandlingssituation.

I børnehaven har vi desuden fælles kreative aktiviteter på de forskellige ugedage – på en af dagene laver vi fælles årstidsaktiviteter som forberedelse til de årstidsfester, som gennemsyrer dagligdagens fællesskaber i børnehaven.

Fællesskabet i årstidsfester (børnehaven):

Til årstidsfesterne oplever børnene kulminationen af den foregående tids aktiviteter og forberedelser – børnene mærker det stærke fællesskab, fordi vi alle fester sammen, og ofte deltager forældre, søskende og bedsteforældre også. I børnehaven skaber vi desuden dagligt en fælles stemning, som er gennemsyret af årstidsforberedelserne. Det er den forestående årstidsfest, som afgør hvilke eventyr, sanglege og kreative aktiviteter, dagen fyldes med – og vi har en fast dag om ugen med fælles årstidsaktiviteter. I vugggestuen har vi også mange af årstidsfesterne, men i børnehaven sætter vi flere ord på og forklarer flere sammenhænge – og inddrager børnene mere i de forberedende aktiviteter. Se mere om vores årstidsfester her.

Fællesskabet i årstidsfester (børnehaven):

Fællesskabet i fælles aktiviteter – kreative aktiviteter mm (børnehaven):

Vi har i børnehaven en genkendelig ugerytme, hvor vi på faste dage har faste aktiviteter i hver gruppe – som fx akvarelmaling om mandagen, turdag om tirsdagen, bagning om onsdagen, havedag med bål om torsdagen og årstidsaktiviteter om fredagen. Denne daglige fælles aktivitet med børnene er som udgangspunkt et fælles anliggende for hele gruppen.

Det er vigtigt for børnene at lære at kunne indgå i voksenstyrede aktiviteter, forstå rammen for aktiviteten og i det hele taget skabe noget sammen. Når vi maler med akvarel, kan der være et tema for malingen, som ofte er inspireret af årstiden. Til lanternefesten maler vi med rød-gule nuancer, og til Sankt Michael og jul med rød-blå nuancer. Måske synger vi en fællessang, mens vi maler for at underbygge stemningen. Når alle laver det samme, giver det en stærk følelse af samhørighed – og hvis vi arbejder hen imod noget bestemt, fx et produkt til en årstidsfest, er vi alle med til at bidrage til, at den stemning vækkes til live.

I andre aktiviteter kan der lægges op til en højere grad af frivillighed – men ofte kommer flere børn til og vil gerne være med. Så sidder en lille gruppe sammen og hygger sig med at lave noget sammen; eller parallelt. Hvis børnene sidder side om side og tegner, ser vi ofte, at de bliver inspireret af det, de andre tegner, måske bliver de enige om at tegne inden for et bestemt univers eller en fælles ramme, og andre gange er det bare helt deres egen proces. Der er plads til det hele.

Læring

Hvad er læring – og forudsætninger for læring?

Vi opfatter betegnelsen ”læring” som udvikling og tilegnelse af erfaring og viden, som kan integreres i vores måde at forstå verden på – at lære af sine erfaringer; at danne mere hensigtsmæssig adfærd på baggrund af tilegnet erfaring.

I Børnesyn og Det pædagogiske læringsmiljø og efterfølgende uddybende afsnit har vi redegjort for de rammer og aktiviteter mv., vi stiller til rådighed i et miljø for barnets erfaringsdannelse og læring.

Det lille barn lærer fra dag ét og er modtagelig for læring og inspiration fra starten.
Det lille barn er et sansende væsen, der i de første leveår primært erfarer verden igennem sine sanser og sin krop. Barnet lærer ved at bruge sanserne, som er åbne for modtagelse. Derfor indeholder miljøet i barnets omgivelser kimen til barnets udvikling. Vi tilstræber at stille et miljø til rådighed, som gør det muligt for barnet at lære om verden, sanse sine omgivelser osv. De oplevelser indkapsles som læring i børnenes system. Barnet har brug for at være i et stimulerende miljø, formet af indsigtsfulde voksne, der bestræber sig på at være værdifulde og tydelige forbilleder.

For at barnet kan lære, er det en forudsætning, at barnet oplever tryghed, nærvær og kontakt med de voksne, som det har tillid til – de skal vise barnet vejen til læringen. Først når barnet har tilknytning til de voksne omkring sig og kan finde ro i sig selv, er det modtageligt for læring. Den tilknytning skabes, når pædagogerne er tilstede som autentiske, tydelige mennesker, der er parate til at stille sig til rådighed som omsorgspersoner og for barnets læringsprocesser. Barnet har desuden brug for en overskuelig hverdag uden for mange overraskelser for at kunne udforske verden og lære. Derfor er dagligdagen i Børneøen Bonsai formet i en fast rytme, som veksler mellem fri leg (udånding) og voksenstyrede fælles aktiviteter (indånding). Både dagen, ugen og året forløber i en struktur, som gør hverdagen genkendelig for børnene.

I det pædagogiske læringsmiljø, vi stiller til rådighed med fri leg og voksenstyrede fælles aktiviteter, understøtter vi barnets kropslige (motoriske) og sanselige, emotionelle/sociale og kognitive læring.

Hvordan understøtter vi børnenes kropslige (motoriske) og sanselige læring?

I Steinerpædagogikken lægges der vægt på, at det er kroppen og sanserne, der skal næres i de første syv år. Det lille barn er et sansende væsen, der primært erfarer verden igennem sine sanser. Sanserne er de instrumenter, som vi møder verden med, og det lille barn kan anskues som ét stort sanseorgan — barnet suger læring ind via sine sanser uden filter. Barnet skal derfor ud og bevæge sig, mærke mudderet mellem fingrene og også gerne tæerne, og i det hele taget mærke verden frem for at få den serveret via intellektuelle forklaringer. Den grundlæggende kropslige læring er helt fundamental for al anden og senere læring hos barnet. “Man skal gribe, før man kan begribe”, lyder en talemåde, der kan føres tilbage til erfaringspædagogikken, og det stemmer helt overens med Steiners beskrivelse af, hvordan sansning hører sammen med indlæring hos det lille barn.

Derfor prioriterer vi i Bonsai, at børn skal have mulighed for at bevæge sig og bruge deres krop i et nuanceret og stimulerende miljø. De større børn bruger skoven som legeplads; klatrer i træer, bygger huler og undersøger naturen i al dens mangfoldighed. Gennem et udeliv i et organisk miljø med mangfoldige og ægte sanseoplevelser stimuleres alle barnets sanser — og både grov- og finmotorik (se mere i afsnit om Den frie Leg — motorik). De mindre vuggestuebørn kommer så vidt muligt ud hver dag i haven/gården og tumle og sanse, og også indenfor i vuggestuerne lægger vi vægt på, at der er plads til, at det lille barn kan tumle i den frie leg. Vi styrker børnenes bevægelse og både grov- og fin-motorik indendørs ved at lege med alsidigt legetøj, der er organisk og udført i ægte og naturlige materialer, så børnene får gode sanseoplevelser.

Vi har generelt tænkt meget over, hvordan det fysisk-æstetiske miljø, naturlige, ægte og økologisk behandlede materialer — ligesom hygiejnerutiner og daglige måltider med sund, vegetarisk og årstidssvarende kost — kan integreres i det pædagogiske læringsmiljø og blive til sansestimulerende oplevelser for børnene.

Derudover har vi mange fælles aktiviteter både indenfor og udendørs, hvor det bevidst er en del af aktiviteten, at vi bruger vores sanser, krop og hænder til fx at være kreative med at tegne, male med akvarel, bage mv — eller fx i fingerlege (hvor vi får de finmotoriske færdigheder i spil), når vi laver sanglege om morgenen (og bruger hele kroppen til at illustrere sangens indhold med bevægelser), rim og remser (hvor mundmotorikken og derved sproget stimuleres). Eller i forbindelse med årstidsfesterne, hvor vi voksne har mange praktiske og kreative forberedelser og aktiviteter, som vi inddrager børnene i — og det er typisk aktiviteter, som udvikler de finmotoriske færdigheder; vi snitter med kniv, fletter bastbånd, klippe-klistrer, pudser med sandpapir eller trækker hyben på snor.

Alt sammen er det med til at styrke børnenes motorik ligesom vores helt naturlige hverdagsaktiviteter med at træne det lille barn i selv at tage tøj af og på, gå op og ned ad trappen

Forskellige udviklingstrin – den voksnes rolle:

Alle børn skal igennem de samme motoriske udviklingstrin, der ikke kan springes over. Udviklingen af barnets krop kan illustreres med en metafor; at bygge et hus. Fundamentet skal være i orden og konstruktionen solid, så huset ikke falder sammen.

Tid er nøgleordet for den voksne i forhold til særligt det helt lille barn. Man kan let hjælpe det lille barn i dets naturlige udvikling ved at lade det træne naturlige hverdagsaktiviteter i sit eget tempo. Med ro, bevidst opmærksomhed og uden så mange forklarende ord kan den voksne lære et lille barn at tage sit tøj af og på selv, at holde rigtigt på en ske, skære en grøntsag ud
osv. Gennem sådanne aktiviteter får barnet mulighed for at lagre meningsgivende og brugbar erfaring, som det kan hente frem og bruge i sin videre udvikling, når det næste gang skal løse et problem. osv.

I garderoben motiveres børnene til selv at tage deres tøj af og på, hænge på plads, stille skoene på plads osv. Vi går i garderoben i små hold, så den voksne med nærvær og ro kan skabe en gunstig situation, der understøtter både læring og trivsel hos barnet.

Når vi spiser, kan børnene gøre det, de har færdigheder til; selv spise med skeen, selv hælde vand op i koppen osv.

Børn hjælper til i køkkenet i vuggestuen med at skære grønsager ud osv. og tørrer bordet af efter spisning. I skovbørnehaven hjælper de også med at dække bordet, skrabe maden af tallerkenerne efter måltidet, og nogle gange tager vi en lille opvask med ud i en balje i haven.

Selvom vi gør det i den bedste mening, skal vi som forældre og pædagoger undlade at gøre barnet en bjørnetjeneste ved at hjælpe det for meget — ved at løfte barnet, tage ting for barnet, bære det rundt i stedet for at lade det gå selv, hvis det kan osv. Det tager tid for barnet at udvikle nye motoriske egenskaber, så det kræver, at den voksne har tålmodighed til, at barnet kan få lov til at være i situationen og komme ud over sin frustration; fx at skulle kravle op på puslebordet eller stolen. Hvis den voksne guider barnet til at kravle op, mens man står ved siden af, får barnet tillid til, at det selv kan. Det giver en succes og tilfredshed for barnet, som styrker dets selvværd.

Selv de små børn kravler på trapper, men den voksne skal altid gå foran/stå bagved, så barnet ikke kan komme galt afsted. I disse situationer har børnene desuden brug for et anerkendende blik fra den voksne, så de kan mærke, at vi er lige ved siden af. Barnet vil indimellem kigge op og søge anerkendelse i den voksnes øjne for at blive bekræftet i, at det er blevet set og er på rette kurs. Øjenkontakten virker for det lille barn som næring og energi, og det styrker modet. Derfor skal vi sende gode, kærlige blikke og ikke vise frygt og bekymring for, om barnet nu kan klare opgaven.

Børn er gode til at kende deres egne grænser for, hvad de kan og ikke kan. For eksempel klatrer børn typisk ikke længere op i træet, end de har balanceevne og mod til — med mindre de er blevet båret og løftet meget, så deres kropsfornemmelse er blevet forstyrret. Det vigtigste princip, vi pædagoger skal være opmærksomme på i forhold til børns motoriske udvikling, er, at vi ikke placerer barnet i en stilling, før det selv kan mestre det. Vi skal motivere børnene, men ikke placere dem i bestemte stillinger, som de ikke behersker ved egen kraft. Det gælder også de større børn, når de leger og bevæger sig i naturen og skovens træer.

Vi hjælper ikke børnene op i træerne; de klatrer til det punkt, som de selv kan mestre. De siger ofte: ”Se mig!”, og så har de brug for et anerkendende blik fra den voksne, der kan kvittere med et smil og et ”Ja, jeg ser dig”. Vi anerkender børnene der, hvor de er i deres udviklingstrin — nogle kravler højt op i træerne, mens andre foretrækker at sidde under træerne og grave og kigge efter insekter. Vi udstråler tryghed og ro og tror på, at børnene ved, hvor deres grænse er i forhold til at klatre op i et træ. Vi har som voksne dog ansvaret for at sikre, at omgivelserne og omstændighederne er forsvarlige.

Hvordan understøtter vi børnenes sociale læring?

Barnets kropslige og sanselige læring er fundamentet for al anden læring. Barnets sociale læring og udvikling af sociale relationer og kompetencer sker også i høj grad med dets krop og sanser; når barnet fx under leg udlever det, som det møder og sanser omkring sig, ved at efterligne og prøve – eller når barnet efterligner de voksnes mimik, gebærder, imødekommenhed og venlige tale i forskellige situationer med andre børn eller voksne.

I den frie leg foregår en høj grad af implicit social læring, hvor der finder megen erfaringsdannelse sted om bl.a. sociale relationer – igennem legen lærer børnene deres egne grænser og behov at kende, de afprøver forskellige roller og lærer af hinanden. Sanglege, eventyr og årstidsfester med fælles aktiviteter er både implicit og eksplicit social læring og dannelse. Børnene iagttager, hvordan de voksne gebærder sig i det fællesskab, børnene er en del af, og lærer eksempelvis om centrum-periferi og om at lytte til hinanden. Den eksplicitte sociale læring foregår typisk i relationen mellem den voksne og barnet; dvs. når vi i bl.a. disse aktiviteter eksplicit sætter rammerne, ”sådan gør vi i børnehaven”: Lære sociale spilleregler, vente på sin tur, at lære at orientere sig mod den voksne.

Men selv denne eksplicitte læring har som forudsætning, at barnets tidlige tilknytning er sikret – ellers følger barnet os ikke. Tilknytningen opbygges ved, at vi som voksne er efterlignelsesværdige forbilleder, og at vi viser nærvær, anerkendelse og imødekommenhed over for barnet. Den grundlæggende pille i Steinerpædagogikken er, at vi voksne skal være efterlignelsesværdige forbilleder. Det gælder naturligvis også i forhold til at lære børnene sociale kompetencer. Vi voksne skal være gode eksempler for bl.a. imødekommenhed og omsorg – også i forhold til barnets relationer til andre børn.

Hvad med konflikter? Den voksnes rolle:

Konkrete konflikter er også en del af dagligdagen, og dem kan børnene naturligvis lære noget af. Den voksne må i situationer, hvor der skal løses konflikter i børnegruppen, sørge for at sætte et godt eksempel, som børnene kan søge inspiration fra i en fremtidig lignende situation. De lærer at mestre situationer på den måde, som den voksne viser dem, at det skal gøres. I stedet for at skælde ud, hvis nogen har drillet et andet barn, må vi derfor sætte os ned i børnenes øjenhøjde, forsøge at finde ud af, hvad der er foregået, og få begge børn tilbage på rette spor – dvs. både

det barn, som evt. har drillet, og det barn, som er blevet ked af det. Vi beder ikke barnet om at undskylde men forsøger i stedet at lære børnene rummelighed og empati for den andens situation, for kun heri ligger forståelsen. En undskyldning afføder ikke nødvendigvis forståelse, som man skal bruge til at undgå at havne i en lignende situation en anden gang.

Vi skal give børnene redskaber til at håndtere et problem; hvad kan man gøre, hvis man gerne vil være med i legen, men får et nej? Hvad gør man, hvis man bliver ked af noget, den anden siger? Hvordan lærer man at passe på sine venner, tage godt imod nye børn i gruppen, undgå at drille hinanden eller holde hinanden udenfor i legen? Vi taler med børnene om dette og forsøger at lære dem, hvad man kunne gøre ved at være efterlignelsesværdige forbilleder.

Vi oplever, at der er færre konflikter, når vi er udenfor med børnene, end når vi er indenfor. Udenfor er der færre grænser og bedre plads, både til at bevæge sig og til at være højlydt, uden at det opleves som støj. Derfor opstår der færre konflikter som følge af at føle sig presset. Udenfor berører en konflikt ikke nødvendigvis hele børnegruppen, som det nemt kommer til at gøre indenfor, for når der er højt til loftet og plads omkring os, er der i højere grad mulighed for at begrænse konflikten til de involverede, så hele gruppen ikke berøres. Hvis et barn trænger til alenetid, kan det også let trække sig og lege lidt for sig selv, indtil det igen har lyst til at indgå i leg med andre. Hvis barnet er træt, kan vi voksne skabe et sted med lidt ro. Der er bedre plads til individuelle, følelsesmæssige processer, og fællesskabet kan bedre rumme forskellighederne, når vi er ude i naturen.

Hvordan understøtter vi børnenes sproglige og kognitive læring?

Vi tror på, at vi skal motivere frem for at belære, så børnene ikke mister glæden og nysgerrigheden, som de kan gøre, når de bliver mødt af krav. Der er mange ting, barnet skal lære i sine første syv leveår, og det kræver tid, ro og tålmodighed. ”Man skal gribe, før man kan begribe”. Kroppens motoriske udvikling skal først og fremmest falde på plads og barnets sanser stimuleres – som en forudsætning for hjernens kognitive udvikling.

Gennem den frie leg i nuancerede sansestimulerende omgivelser udvikler barnet sin krop, selvforståelse, nysgerrighed og fantasi samt evne til problemløsning og ansvarlighed, og dermed også sin evne til kognitiv nysgerrighed, forestillingsevne og indlæring. Børnene udvikler desuden gennem den frie leg deres kommunikative og sproglige kompetencer, bl.a. fordi den frie leg omfatter forhandlingssituationer.

Sange, muntre vers og rim, fortælling og eventyr virker stimulerende og vækker børnenes glæde ved sprogets klang og rytme, og disse aktiviteter styrker – sammen med andre fælles og kreative aktiviteter som fx forberedelse til årstidsfester og tegning og akvarelmaling – barnets nysgerrighed, fantasi og begrebsforståelses evne i forhold til bl.a. kulturelle sammenhænge og udtryksformer.

Sprogudvikling: De små samtaler

Især i vuggestuen bruges også bøger til sprogstimulering. Når et barn under den frie leg selv vælger en bog og kommer hen til den voksne med den, sidder vi sammen og beskriver med ord det, vi ser på billederne. Efter at have kigget i en bog gentagne gange, kan barnet selv sætte ord
på det, det ser. Barnet lærer gennem kommunikation og nærhed med den voksne. Der er også et følelsesmæssigt aspekt af sprogudviklingen. Ord og vendinger, som de voksne bruger i samtalen med børn med det formål at udtrykke ømhed, glæde, overraskelse og meget andet, vil altid virke som en model for, hvordan det vil komme til at udtrykke sine egne følelser. Det sprog, som barnet tager i brug, virker tilbage på barnets egen, indre dannelse.

I vores hverdag i Bonsai er der mange situationer, som på naturlig og stimulerende vis kan give anledning til de små samtaler med barnet, som er så vigtige for barnets sprogudvikling. Naturen omkring os inspirerer os hele tiden, gør os nysgerrige og begejstrede og er et godt rum for samtale og læring om, hvad der sker.

Naturen er et godt rum for de små samtaler med børnene om det, de oplever; mens man går
ved siden af en voksen eller er ude at fiske sammen, kan den slags samtaler nemt opstå ganske naturligt. For eksempel kommer et barn med et insekt og spørger begejstret, hvad det er. Eller den voksne udtrykker med kraft og begejstring i både ord og mimik: ”Se det flotte egern!”
Når den voksne viser ægte engagement og indre begejstring bliver barnet optaget og lærer måske nye ord at kende. At opholde sig ude i naturen giver gode muligheder for at styrke barnets sprog, for i naturen er der masser at tale om, og dialogen vedrører noget konkret, som er tilstede her og nu – og som derfor har barnets naturlige opmærksomhed.

Princippet om det efterlignelsesværdige forbillede, som er en grundpille i Steinerpædagogikken, gælder også for barnets sprogudvikling. Ifølge børnelægerne Goebel & Glöckler skal vi voksne undgå at korrigere ord, der udtales forkert, og i øvrigt ikke irettesætte eller øve sprog med barnet før skolealderen: ’Hvis barnet for tidligt gøres bevidst om taleforløbet, forstyrrer man efterlignelsesprocessen’. Derimod er det vigtigt, at den voksne gør sig umage med at tale godt og tydeligt og frem for alt langsomt nok i barnets nærhed. I de små samtaler skal vi desuden lytte og følge, hvad der optager barnet lige nu. Vi kan benytte ’stilladseringsmetoden’ til at støtte børns fortællinger, dvs. at vi skaber et stillads, som barnet kan bygge sin fortælling op omkring.

Stilladseringsmetoden

Hvem var?
Hvor var det?
Hvad skete der?
Hvad skete der så?
Hvordan havde hun det med det?
Hvad sagde han så?
Hvad gjorde hun så?
Hvorfor gjorde/sagde hun det?

Naturen og ’science’:

Naturen rummer generelt et vidunderligt potentiale til at stimulere børns nysgerrighed – den løber aldrig tør for ting, man kan undersøge på kryds og tværs. Igennem glæden ved at være i naturen opdager barnet glæden ved at lære og får stimuleret sin kognitive nysgerrighed om bl.a. naturens sammenhænge.

Skønt, når vi kan undres og få aha-oplevelser! Alting i naturen forvandler sig. Bladene ændrer farver i løbet af året, og bladenes strukturer bliver mere tydelige på efterårets brune blade. Træerne får blade på om foråret, vi ser snegle om sommeren i vådt vejr og svampe i efteråret.

I naturen erfarer børnene, at der noget, der er større end dem selv; det giver en følelse af andægtighed, højt til himlen; og noget der er meget mindre – en larve; de lærer om småt-stort og dermed om størrelsesforhold. Det kan give en begyndende matematisk forståelse.

Børnene lærer om årstider, at kunne skelne mellem årstiderne, vejrforhold og deres kvaliteter. Børnene lærer at mærke sig selv i forhold til sæson- vejr- og temperaturskift og dermed om årsag- virkning; Hvordan føles det at fryse, blive våd, svede og få røde kinder? At mærke vinden, regnen, sneen og solen og deres egenskaber? Hvordan påvirker de forskellige vejrtyper os – varme, vand, kulde?

Børnene lærer at fornemme forskellene på overfladestrukturer: sand, jord, græs, træ, rødder, blade, vandpytter, sten, kogler, og hvordan det påvirker os; og de lærer om bakkede og flade arealer, høje træer og huller i jorden, om op-ned og tyngdekraft, og hvordan det påvirker os.

De lærer at finde, plukke og smage på blomster, bær, frugter.

Plukke og smage på blomster, bær, frugter

Vi lærer børnene om økosystemerne i skoven: svampe og væltede træer virker til gavn for insekter og små dyr og giver nyt liv. Vi taler om, at det er godt for insekt- og dyrelivet, at de væltede/fældede træer får lov til at ligge og rådne i skovbunden. I søen er der haletudser, frøer, salamandre, igler og små fisk. I brændenælderne er der larver, der bliver til sommerfugle og guldsmede. I naturen ser vi frø, kim planter og træer. Regnorm, sol og regns betydning for planten (fotosyntese).

Vi lærer desuden børnene ‘naturdannelse’: At vi skal passe på naturen; ikke smide affald, ikke ødelægge træer og planter. Vi lærer børnene at vise interesse for naturen. Vi lærer dem at vise respekt for dyr og planter. Vi skal ikke plukke alt – kun det vi har brug for. Vi skal nære omsorg for dyr og blomster. Noget skal man bare kigge på og lade være. Vi kan godt indsamle vinbjergssnegle eller kæmpe larver og kigge på dem og snakke om deres liv – men derefter skal vi sætte snegle og larver ud igen. Vi kan også begrave et dødt dyr – fx en mus eller en fugl – og have en lille snak om døden.

← Gå tilbage til forrige kapitel

Gå til næste kapitel →