Dagens rytme i vuggestuen

Hvis rytmen er levende og tilpasset barnet, vil barnet føle sig trygt og har hermed mulighed for at udvikle sig frit og harmonisk. Derfor tilstræber vi, at rytmen er så fast og forudsigelig for børnene som muligt.

6.30-9.00

Børnene ankommer. Når børnene ankommer, har de tid og ro til at mødes med børn og voksne.
Der hilses på hinanden igennem leg og hygge.
I sommerhalvåret (fra forår til efterår) starter vi altid dagen på vores legeplads ude i gården. Om vinteren starter vi dagen indenfor.
Børnene skal være afleveret inden kl. 9.00.

9.00-9.15

Morgensang.
Vi samles til morgensang, hvor vi starter dagen med et fast program af sange, rim og remser, bestemt af årstiderne.

9.30-10.00

Fri udendørsleg.
Vi er ude hver dag, idet vi tror på, at børn har brug for at mærke naturens elementer..

10.30-11.00

Eventyr.
Vi samles rundt om bordet, trækker gardinet for, tænder stearinlys og fortæller eventyr. De voksne digter eller genfortæller simple eventyr, som de fortæller ved hjælp af håndsyede borddukker. Børnene nyder stemningen og ikke mindst gentagelsen – det samme eventyr bliver fortalt hver dag en måned ad gangen, og via denne gentagelse får børnene mulighed for at indleve sig i eventyret.

11.00-11.30

Spisning.
Vi spiser alle rundt om bordet med stearinlys og hygge.

11.30-12.00

Børnene skiftes og puttes og sover middagslur.

13.00-14.00

Børnene vågner.

14.15-14.45

Frugt og brød. I dette tidsrum vil vi helst ikke forstyrres. Vi spiser frugt og rugbrød, og herefter synger vi farvelsang.

14.45-15.45

Fri leg & afhentning. Der bliver leget, ryddet op og sagt farvel og tak for i dag.